Vild med dansk 7 - Syntetisk tale

��
����������
smukke, brune, levende øjne. Han var god. Det var kun os, hans familie, der kunne se
det. Ingen andre troede på, at en bøddel kunne være god. Alle undgik bødlen og hans
børn, og det var let, for vi kunne kendes på de røde V-formede rotte-ar. Lige bortset
fra mig, altså. (Efter at min far havde været tvunget til at henrette min mor, holdt han
hånden over mig, fordi han ønskede, at der måtte være én i familien, hvis ansigt var
håbefuldt blankt). Da jeg var spæd, (og min mor død) sad han oppe hver eneste nat og
vågede. Han holdt sin store, varme hånd over min lille krop og slog efter rotterne med
enden af bøddelpisken, hvis de kom for tæt på.
Jeg blev født om efteråret, (far henrettede min mor om vinteren) og nætterne blev
længere og længere. Far fik rande under øjnene og kæmpede mod søvnen. Det blev sværere
og sværere, og netop den nat, da solen vendte og vinteren brast, faldt han i søvn et
kort øjeblik. Jeg kan ikke selv huske smerten, men far sagde, at jeg skreg, da den største
af rotterne borede sig ind mellem hans tommel- og pegefinger og bed et eneste V-formet
rottetegn lige på mit bryst.
Kom. Vi skal videre, ned mod den store vej, der hedder Vesterbrogade. Far han havde
planer med mig. Rent og pænt som mit ansigt var, kunne jeg komme til at lave noget
andet end resten af familien, mente han. Kom, vi skal ned til Vesterbrogade. Far sagde,
at han havde skaffet mig et rigtigt arbejde, så jeg ikke skulle blive ved med at slibe
øksen og binde løkken på galgerebet. Jeg sagde, at det ikke nyttede noget, for jeg var jo
mærket af rotterne, men far tyssede på mig og sagde, at det skulle nok gå. Ingen ville
kunne se mit bryst gennem tøjet.
En dag tog jeg så min fine hvide kjole på, som jeg havde syet af det stof, vi ellers
brugte til forbryderhætter. Jeg tog de nye sko på, som min far havde købt til mig. Sko der
kunne bindes, så de ikke sad fast i engenes mudder. Jeg struttede, rettede ryggen og gik
ned til Vesterbrogade. (Nu er vi der, vi er ved Vesterbrogade). Før jeg gik over vejen, hvor
hestevognene kørte frem og tilbage, ind og ud af byen, stod jeg et øjeblik og kiggede
mod venstre. Jeg vidste at vejen førte mod vest og ud i den vide verden til dér, hvor solen
forsvinder hen, når det bliver nat. Der skulle være et hav derude.
Jeg havde altid drømt om at komme ud i den vide verden, men det jeg skulle nu,
var lige så godt. Så gik jeg over Vesterbrogade. Kom vi skal over vejen og til venstre, så
kommer vi til gæstgiveriet. Se, det ligger der endnu, og det er stadig gult. Gå langs kroen
og stop ved den grønne port. Jeg ved ikke, hvordan far fik ordnet det, men han havde
skaffet mig et arbejde som stuepige på gæstgiveriet. Jeg skulle gøre rent i alle værelserne
oppe på første og anden sal efter de overnattende gæster. Jeg måtte ikke vise mig
i skænkestuen, jeg måtte ikke snakke med gæsterne, og jeg fik ingen løn. Jeg fik at vide,
at jeg skulle gå ind og ud ad den grønne port, der vender ud mod vejen, lige der hvor du
står, for at ingen af gæsterne skulle se et bøddelbarn. Men det var lige meget. Jeg