og tilsynsorgan for helsevesenet i Norge. - HeRA

ilde 32: niels aall
(1773-1844)
96. ibid. nr. 19.
97. nbl ii.
98. aall j. erindringer som
bidrag til norges historie fra
1800 til 1815. christiania:
cappelen, 1859.
Grændserne af Egersund og endnu
længre.
Jeg kunde derfor ikke nægte disse
Folk deres Begiæring, og har ladet
bemeldte Kristine Amalie faae deres
Koner under Cuur, hvorved baade de
og deres uheldige Koner bleve hierte
glade, og det saa meget meere, som
bemeldte Chirurg Holst, med fleere
end disse, har beviist at han ej kan
curere Radesyge, i hvor god Læge
han ellers kan være.
Dette melder jeg til det høye Sundheds
collegium, ikke fordi jeg jo veed
at det er samme om at giøre at redde
de ethvert Menneske fra Svaghed,
som reddes kan, men fordi Collegiet
kunde have en Oplysning i Sagens
sunde Sammenheng i Tilfælde af at
Chirurgus Holst skulle besværge sig
enten over Madame Kirsebom eller
mig, hvis eneste Hensigt er, at redde
disse Ulykkelige, der sidde med
Huus, Mand og smaae Børn.” (96).
En rimelig tolkning er at amtmannen
skriver om saken og argumenterer
vakkert om sin handlemåte fordi han vil
komme en eventuell henvendelse fra
distriktskirurg Holst i forkjøpet.
Amtmann Koren var jurist, og han
kjente ganske sikkert til forordningen
om kvakksalveri. I tillegg bør man ikke
glemme at losoldermannens hustru var
født Leganger, som var en embetsmannsfamilie.
Sunnhetskollegiet har klokelig foretatt
en helhetsvurdering av en sak med
mange sider, og resultatet var at det
ikke besvarte henvendelsen. Og det var
kanskje like bra for alle parter i saken.
Kollegiets erfaringer med kvakksalveriet
kom for øvrig frem i det refererte
skrivet til departementet om helsesituasjonen
i 1814:
”Hvad Qvaksalverie angaaer, da er
vist nok Mangel paa det fornødne
Antal Læger, en af de vigtigste
Aarsager til Almuens Hengivenhed
og Troe paa Qvaksalverkonsten. Ved
at faae denne Mangel afhjulpen vil
Tid efter anden dette Onde tabe sig.
Men naar, som i afvigte Aar var
Tilfældet en Stolemager og Skarpretter
Petersen i Trondhjem, blev af
Vedkommende højeste militaire
Authoritet ansat som Bataillonschirurg,
og siden af Amtet reqvireret
for at tilsee Syge paa Lazarettet,
/:hvilket vist nok var en følge af
Mangel paa virkelige Læger:/ saa
maa man ikke undre sig over, at
Almuen benytter saadanne Personer.”
6.19 Nødsår og surrogater
Vi har tidligere sett at medlemmene av
kollegiet Maschmann og Schandorff var
aktive når det gjaldt utvikling og
prøving av næringsmidler og surrogater.
Særlig i årene 1812 og 1813 var kollegiet
sterkt engasjert i opplysningsvirksomhet
til både befolkningen og
embetsverket. Det handlet i stor grad
om hvilke surrogater kollegiet anbefalte
som nærende og sikre, og rådgivning
om hva som ble ansett som skadelig.
Det var den manglende korntilførselen
som førte til at surrogatene måtte tas i
bruk igjen. For det var ikke uvanlig i
norsk historie at man i kriseperioder,
slik som i 1741-43 og 1770-72, måtte ty
til mel av furu- og almebark for å spe
på vanlig kornmel. Nå ble også bruk av
islandsmose (islandslav) sterkt anbefalt
av myndighetene gjennom en utrettelig
informasjonskampanje, ledet av den
aktive overlærer Martin Flor (1772-1820)
ved katedralskolen i Christiania (97). Det
ble allerede den gang reist tvil om
effekten av denne offentlige opplysningsvirksomheten
var så betydningsfull
for ernæringstilstanden i befolkningen.
Historikeren og politikeren
Jacob Aall (1773-1844) (bilde 32) skrev
for eksempel i sine erindringer (98):
”Mindre udrettede maaskee i denne
Henseende de saa ideligen anpriste
Surrogater for Brødet, blant hvilke
især den islandske Mose spilte den
vigtigste Rolle, og hvis Brug paa
Land og Strand i høie Toner anbefaltes
af de saakaldte Mosepræster.”
Aall mente for sin del at bruken av poteter
spilte en større rolle for befolkningen:
”En stor Lykke for de mindre for-
HanS Petter ScHjønSby: SundHedScollegiet 1809-1815. det førSte Sentrale adminiStraSjonS- og tilSynSorgan for HelSeveSenet i norge
/ raPPort fra HelSetilSynet / 1/2009 / 64