Erindringer 1988 - Viggojonasen.dk

slet ikke huske. Han giftede sig imidlertid for tredje gang, vist 1923. Da var han
omkring 80, og den udkårne hed Johanne. Hun var enke, tidligere gift Juhl. Ifølge
kirkebogens oplysninger hed hun Johanne Jensen. Nogen sagde, at hun var blevet
skuffet, da han giftede sig med Vilhelmine i 1910, for da ville hun godt have haft
ham, men imidlertid gik Vilhelmine hen og døde 1919, og så blev der en chance
for Johanne
Da ”Næs-Bedste” døde, gik Baneformanden rundt forskellige steder og skulle
meddele tabet af sin hustru. Men han var ikke en mand af mange ord, så når han i
dette ærinde havde ringet på døren og der blev lukket op, sagde han ingenting,
men gjorde blot en bevægelse opad med fingeren, hvilket betød, at nu var hun
”deroppe”! De vidste godt, hvordan det hang sammen.
Så kom han sammen med Johanne – hun var bekendtskab til fiskehandler Søren
Jørgensen, hvor jeg i en periode var bud. Engang sagde Søren Jørgensen:
”Kommer du’tte ne’ en aften og får en tår kaff’ – men ham Baneformanden, det
sure apparat, ham ska’ du’tte ta’ mæ’”. Så sagde Johanne: ”Jamen, vi æ’ jo forløwet!”
Da de skulle giftes, gik Baneformanden om til Pastor Becker for at få ordnet papirerne.
Pastoren spurgte, om han nu ikke syntes at det var lige sent nok at gå i
lag med dette her – pastoren kunne egentlig være ligeglad, men alligevel. Baneformanden
replicerede kort: ”Er det i orden - papirerne?” – Ja det var det så, og
han gik igen, og de blev gift. Hun døde dog kort før ham, og han overlevede sin
3. kone, idet han døde vist på sin 89 års fødselsdag 1937.
Efter brylluppet flyttede de om i det hus, der lå lige ved kommuneskolens indgang
i Provstistræde. Det var Johanne Juhls hus. Tit har jeg været der sammen
med mine forældre til aftenkaffe eller til en af deres fødselsdage. Mor gik derom
om eftermiddagen, og da jeg ikke var ret stor, fik jeg tit lov at gå med. Så kunne
det godt indtræffe, at når vi havde fået kaffen , forsvandt baneformanden sporløst
fra selskabet.
Baneformanden havde tidligere haft en plejedatter, der hed Betty. Hun blev gift
med Bulotti, som stjal brændevin fra dem ude på Sukkerfabrikken – han var en
svamp uden lige! Han kom også af og til på besøg hos Baneformanden, der helst
ikke måtte vide, hvor meget Bulotti – han hed William – svampede den. Han
havde en flaske brændevin med i lommen, og den stillede han ude under lokumsbrættet,
og så kunne Baneformanden ikke forstå, hvorfor han skulle derud så
mange gange, når han nu var på besøg. For at få sin dram. En skønne dag blev
12