Erindringer 1988 - Viggojonasen.dk

meraterne, for ingen var i tvivl om, hvad årsagen var. En enkelt af dem, som var
kommunist, kaldte os sammen til et møde, hvor vi drøftede muligheden af en protestaktion,
men selv han var klar over, at det var nytteløst, sådan som loven så ud. Jeg
var da heller ikke interesseret i at få mere ballade om den sag. Jeg reagerede hurtigt,
skrev til forsvarsministeren og bad om hurtig indkaldelse, forudsat jeg skulle indkaldes.
Og få dage efter havde jeg indkaldelse til 1. december.
De mange, der havde brugt deres søndag på azalierne, fik en fyrstelig belønning
for deres indsats: en biografbillet. Typisk for forstander Valdemar Jensen, en temmelig
arrogant herre. Han citeres for den bemærkning: "Til at holde elever i gartneriet
har vi i grunden ideelle forhold. Der mangler kun det, at vi ikke kan handle med
dem".
Militærnægter
1. december 1931 mødte jeg så op i militærnægterlejren i Gribskov, som var en
såkaldt Phønix-barak. Den var 20 m. lang og 5 m. bred. Kom vi ind fra vest, var de
første 5 meter en gang i midten, 1 meter i bredden, med køkken og spisekamre på
venstre side og arbejdslederens residens til højre. Derfra kom vi ind i spise- og opholdsstuen,
5 m i kvadrat, med en vældig brænde-kakkelovn midti. Her tilbragte vi
fritiden, når vi var inde. Vinterdage en barsk affære. Barakken var tyndvægget, af
træ-elementer, vinduerne utætte. Så når man sad mellem kakkelovn og ydervæg blev
den ene side af kroppen for kold, den anden for varm.. Man lærte at rotere. Det næste
rum tog 2 m. af barakkens længde, her var en slags vaskerum og lidt depot. Så fulgte
sovesalen, 6 m. lang, med 6 to etagers køjer, og endelig var der to depotrum med udgangsdør
imellem. 12 mand var der altså plads til. Jeg gled ind i flokken som nr. 10.
Det var første gang i historien, at der var så mange nægtere indkaldt. Jeg blev godt
modtaget af et hyggeligt hold kammerater og af en lidt dum men velvillig arbejdsleder
Hansen.
Den første måned gik jeg med på arbejde i skoven. Arbejdet bestod i at samle
kampesten op og køre dem hen til en bestemt plads i skoven. Vi arbejdede sammen
med et par skovløbere, hvoraf den ene havde hest og vogn med. Nogle af stenene var
så store, at de først skulle "skydes", sprænges med aerolit. Der hvor de blev kørt hen,
Kallehaveplads, var der en række "Jens Vejmand”-pladser. Hver mand sad på et treben,
malkestol, eller på en kampesten, og havde foran sig en stor sten som underlag
for de stykker, der skulle slås i skærver. Arbejdstempoet var selvfølgelig overkommeligt:
når man slog skærver på akkord, gjaldt det ½ meter pr. dag - ca. det halve af,
hvad en arbejdsmand normalt præsterede. "Akkord" betød kun: fyraften, når målet
var nået. I øvrigt var det ikke altid, der arbejdedes på akkord.
41