Erindringer 1988 - Viggojonasen.dk

ge ture, være med til spændende foredrag og diskussioner. Vi badede selvfølgelig
nøgne, og så længe der ikke var ret mange andre på stranden, generede det da heller
ikke nogen. Men det rygtedes jo på egnen. Og flere og flere for hver dag strømmede
jo til, unge og gamle - som tilskuere. Enkelte af de unge tog eksemplet op og smed
kludene, men de fleste stod bare og gloede. Den sidste dag var en søndag, og vi ventede,
at der ville være mange på stranden, og for ikke at genere nogen gik vi inde bag
klitterne en kilometer længere mod nord. Da vi kom ad klitten ned på stranden, kunne
vi se vort publikum stå og vente på os nede mod syd. Straks begyndte da den store
folkevandring mod nord, med påfølgende opstilling til glofest. Først nysgerrighed, og
når man har set nok, bliver man forarget.
I større og mindre grupper og til tider i plenum sad vi i en gryde i klitten og diskuterede
tidens store spørgsmål, og det skete, at folk fra egnen slog sig ned og tog del
i drøftelserne. Også ved lejrbålet om aftenen var der gerne en del gæster, som tog del
i fælles sang og underholdning. Blandt gæsterne var der én, der gjorde sig særligt
bemærket - en urmager fra Nr. Nebel. Hans deltagelse i diskussionen viste ham som
temmelig reaktionær midt i vores nytænkning. Især oprørtes han over, at nogen kunne
plædere for seksuel frigørelse. Mens ellers lod han da til at befinde sig godt i selskabet.
Men en uges tid efter for han i blækhuset og skrev i den lokale avis et indlæg
"Jeg havde nær stejlet" om denne alt for frie omtale af slige spørgsmål. "Og så var der
endda børn med. Og bagefter forsvandt deltagerne parvis i teltene" o.s.v. Så vidt jeg
ved, fik han et passende svar fra en anden deltager fra egnen.
IUL gled i nogle år ind som et hyppigt indslag i min tilværelse. Udflugter, weekendture
med telt i de lokale grupper dér, hvor jeg boede til skiftende tider. Juleture
med dagsvandringer gennem jyske egne. Overnatninger hos bønder eller andre, som
enkelte af kammeraterne kendte. Det gav en mængde oplevelser af den slags, som
huskes.
I nogle år, mens jeg var i København, var pinsetur til Kullen tradition. IUL var
som nævnt beslægtet med den tyske Jugendbewegung, vandrerbevægelsen, som i disse
år udviklede sig stærkt, og som især indebar et opgør med autoritet og stive traditioner,
det tilvante samfund med alle dets regler og normer, som børn og unge havde
været vænnet til at følge som noget selvfølgeligt. At gå ind som et nyt men ikke afvigende
led i kæden af samfundsborgere - at se sin fremtid på én eller anden måde i det
bestående - det var blevet rokket i sin grundvold. Dette samfunds fallit i den store
krig fik mange unge til at miste tilliden til de bestående normer og søge mening i tilværelsen
på andre måder. Derfor spirede oppositionen til det tilvante på alle områder.
Og det var ingenlunde sådan, at man blot søgte over i en oppositionel politisk ideologi
- der ville man jo igen blive bundet til normer. (At mange i de følgende år dog
havnede i den grøft, er velkendt. Måske blev problemerne så overmægtige, at mange
faldt for fristelsen til den lette løsning: forenkling, måske båret oppe af en smittende
begejstring). Naturdyrkelse i modsætning til civilisationens stivhed - det fik de unge
til at gå på vandring. Traditionel klædedragt måtte vige for noget mere primitivt, ofte
50