Erindringer 1988 - Viggojonasen.dk

Et andet udvalgsmedlem – en tid udvalgsformand – som var til megen irritation
for far, var portør Hansen. Senere købte han navneforbedring: Hasrud. Han var den,
der i sin tid tog initiativet til, at socialdemokraterne opstillede til menighedsrådsvalget,
og han var den første af dem, der blev valgt. Han var god til at finde på ekstraarbejde,
som formentlig kunne forklares at høre til fars pligter, selv om det aldrig før
havde været krævet. Et eksempel: græsplænerne på kirkepladsen ved siden af trappen
var efterhånden blevet sås grimme, at de skulle lægges om, dvs. de skulle graves, rives
og sås om. At det kunne høre til ”pasning” af plænerne, kan være tvivlsomt, men
det blev krævet, og hvem var der at appellere til? At betale ekstra for det kom slet
ikke på tale.
Under dette gravearbejde stødte vi på adskillige rester fra den bebyggelse, der
havde stået på stedet før, ”Steens gård”, blandt andet fandt vi en murstenssat brønd,
som dog selvfølgelig var fyldt op. Desuden sås det tydeligt, at pladsen endnu tidligere
havde været kirkegård. Det vrimlede næsten ved hvert spadestik med stærkt nedbrudte
menneskeknogler. Heriblandt fandt jeg et næsten helt kranie, noget forvitret, men
underkæben var nogenlunde bevaret. Den tog jeg med hjem for at få lidt grin ud af
det. Men da jeg viste mor den med en bemærkning om, at hun havde ønsket at få et
nyt gebis – så faldt spøgen absolut ikke i god jord.
Det blev mig, der kom til at grave det meste. En dag kom en af mine kammerater
forbi og bemærkede, at jeg sled temmelig hårdt i det, ”du må jo ha det på akkord!”
Det måtte indrømmes, at akkorden var på 0 kr. ekstra. Det mente han måtte være
løgn.
Da far senere tog sin afsked, blev Hasruds dattersøn hans afløser, og så fik overportøren
anderledes travlt med at plædere for en anstændig betaling for dette arbejde,
men dattersønner var jo også – til forskel fra far – organiseret og socialdemokrat.
Udover kirkegårdsarbejdet var selvfølgelig gartneriet derhjemme hovedsagen. Vi
fik bygget et lille drivhus i de år, havde endda lidt varme i det, blot en ”ildgryde”, en
lille brændeovn omtrent som den, der senere en tid kom på mode (under anden verdenskrig)
med navnet ”køkkenheks”, men i hovedsagen et koldhus, godt til tomater
om sommeren og krysantemer om efteråret. Til varmedrivning måtte vi nøjes med
mistbænke, hvis undervarme hovedsagelig blev leveret af det løv, vi rev sammen om
efteråret. Det blev kørt hjem og om foråret blandet med et par læs hestemøg, så virkede
det meget godt. Den smule møg, vi havde fra vores lille islænder, slog jo ikke
til, men så købte far et par læs fra en af byens vognmænd. Så fik vi tidligt på foråret
bænke lagt an med undervarme. Der blev sået, hvad der krævede tidlig varme: tomater,
selleri, porrer, kål og blomsterplanter, som senere blev priklet og solgt til udplantning.
26