Erindringer 1988 - Viggojonasen.dk

til at ordne sit bo. Og nogle få dage, før hun skulle være flyttet, døde hun stille derhjemme,
hvorefter vi, især Valborg, kom til at rydde op efter hende.
Niels og Louise holdt sølvbryllup, mens jeg var i Gribskov. Da skaffede jeg mig
en fridag og passede hus for dem, mens de festede i Bringstrup.
I mine første københavnerår tilbragte jeg en stor del af mine aftener i KFUM. Det
miljø svarede til, hvad jeg var vant til hjemmefra, og Vilhelm havde givet mig ”introduktioner”
til nogle af hans kammerater i de kredse. Efter at jeg var kommet til Gribskov
og efterhånden indså, at der også fandtes en ”åndelig verden” uden for KFUM,
ebbede den tilknytning ud for til sidst helt at forsvinde ud af min tilværelse.
Men det kan være et stort og vanskeligt arbejde at vikle sig ud af et åndeligt netværk,
man er blevet viklet fast ind i fra lille af.
Begrebet ”indoktrinering” er nok af nyere dato, men det kan ikke bortforklares,
at det har været vores lod hjemmefra: Dette at få banket ind i bevidstheden igen og
igen, hvad der i enhver forbindelse er det eneste rigtige at tænke, tale, føle, tro og gøre.
Man kan så, når man kommer i andre omgivelser, og skævheden går op for én,
bruge resten af livet til at arbejde sig ud af énsidigheden. Mange når det aldrig, og
mange føler nok ikke trang til at gøre oprør – eller vover det ikke. Men jeg måtte, vel
i kraft af en medfødt eller indbygget rebellisme, som udviklede sig med alderen, frigøre
mig fra den ”missionske” ensidighed. Jeg har bevaret en betydelig agtelse og
sympati for religionen som personligt anliggende, men er blevet stærkt bevidst om, at
organiseret religion – som næsten alt andet organiseret – ikke kan undgå at ende som
et magtapparat i hænderne på nogle herskesyge individer. Det kan måske være dem
mere eller mindre bevidst, og de kan betragte det gennem mere eller mindre idealistiske
briller (overbevist om, at det, som de vil presse ned over hovederne på andre, kun
er til disse andres bedste), men magtbegæret er der, personligt og/eller kollektivt, og
det er lige giftigt for alt ånds- og samfundsliv.
Men nu blev det altså
Svendborg: bolig, skolearbejde. Børn.
Så kom problemet med at finde noget at bo i. Få måneder før havde tyskerne beordret
alle jyske garnisoner flyttet til øerne, så bl.a. de fynske byer havde fået garnisoner.
Til de menige havde man taget den gamle ”Drenge-borgerskole” i Fruestræde,
men alle officererne måtte ud på boligmarkedet med det resultat, at ethvert rum – det
være sig i kælder eller på loft eller ind imellem – var optaget. Det lykkedes mig at
finde et kælderværelse med ”centralvarme”, som dog var noget sparsom på grund af
våde tørv. Sidst i april rejste jeg til København på påskeferie og mente, at jeg havde
en lejlighed på hånden, så vi fik vore ting pakket sendt med paketbåden til Svendborg.
Men da jeg kom tilbage, mødte den kommissionær, som havde forevist mig lejligheden,
og sagde, at han havde bestemt sig til at tage den selv! Jeg havde sagt mit
værelse op, og det var allerede igen udlejet, så gik den vilde jagt atter. Et stort kæl-
63