Erindringer 1988 - Viggojonasen.dk

osius” om Ambrosius Stubs tilværelse på Valdemarslot hans ulykkelige kærlighed
til Abigail, herremandens datter (grebet ud af luften – herremanden (Fr. Juel) var og
forblev ungkarl), så hele passager står for mig endnu så levende, som havde jeg set
det hele på scenen for nylig.
Syngedrenge
Lærer Schmidt var den af vore lærere, der var kendt som den flinkeste. Jeg har
kun haft ham i skolen et enkelt år til geografi og husker ham derfra som god til at gøre
stoffet levende ved fortælling. Det var aldrig nødvendigt at læse lektier til ham.
Men hans rolle for alle os brødre, det var som kordegn og leder af syngedrengene, en
institution, der kom til at fylde en stor plads i vor tilværelse. Hver af os begyndte som
syngedreng, når han havde lært tilstrækkeligt at læse, så han kunne følge med i salmebogens
tekst, for mit vedkommende i foråret 1919, mens jeg endnu gik i 1. klasse.
Og så sluttede vi, når vi blev konfirmeret.
Syngedrengevirksomheden bestod i regelmæssigt hver anden søn- og helligdag at
synge ved to gudstjenester; derudover i ugens løb ved de begravelser og bryllupper,
der forefaldt. Lørdag havde vi altid sangøvelse i den første del af middagspausen. Vi
forlod ellers alle skolen kl. 12-13. De 12 syngedrenge var delt i 2 hold á 6, altså et af
holdene pr. søndag. Desuden var vi delt i ”de 6 ældste og 6 yngste”, af hver gruppe
var der så 3 på hvert hold. På årets 3 store 1. festdag sang alle 12, ligeledes til de
”største” begravelser og bryllupper, men til de fleste sådanne kun de 6 ældste. Ved
begravelser sang vi først en salme før og én efter ligprædiken, enten i kirken eller i
kapellet på den nye kirkegård, og derefter ude ved graven som afslutning på højtideligheden
en kort salme, hyppigst ”Krist stod op af døde”.
Ved gudstjenester blev vi gerne sluppet løs i det frie under prædiken, listede ned
ad vindeltrappen og ud af kirken. En sådan søndag formiddag i godt vejr kunne der
blive lejlighed til en lille tur, helst ned til havnen, hvor der altid var et og andet at se
på. Når der var konfirmation – den højtidelighed tog jo gerne lang tid – var der tradition
for, at vi listede op i kirketårnet og nød udsigten. Det måtte vi naturligvis ikke,
og det hændte, at kirkebetjenten lovede os, at næste gang det skete, ”skal I få en røvfuld
af mig”. Døren til tårnet var ganske vist låst, men med en gammeldags primitiv
lås, som var let at åbne. Deroppe var ikke blot en pragtfuld udsigt over by og bælt og
omegn, men også i hundredvis af navne ridset ind i bjælker og andet træværk, navne
på flere generationer af syngedrenge, så vi fandt både min fars og hans brødres navene
– de havde også alle 5 været på holdet – og adskillige andre af os gjorde lignende
fund, for traditionen var jo flere generationer gammel, i flere familier. I fars tid havde
lederen været lærere Wittrup, som havde ry for at være en striks herre, i vores tid altså
Schmidt (Wittrups svigersøn), som var anderledes omgængelig og afholdt. At det
siden gik ham ilde, var en tildragelse, der berørte os alle stærkt. Han lavede som kirkeværge
et underslæb i kirkens penge på mange tusinde kroner og endte med at hæn-
22