Erindringer 1988 - Viggojonasen.dk

helst hjemmelavet. Lidt senere kom de kulørte ternede skjorter frem som et modelune
og blev næsten en slags uniform for vandrere. Kostvaner blev udsat for kritik - en enkel,
måske helst primitiv leveform, blev god tone. For mange blev vegetarisme idealet,
og netop det gav anledning til megen diskussion, for der var mange opfattelser af,
hvad der var "det rigtige". Fænomenet "søndagsvegetarer" eller "udflugtsasketer" stak
mange i øjnene. At man var militærnægter, var nærmest en selvfølge for IUL'erne.
Hvad der kunne diskuteres, var om man skulle "gå i skoven" eller konsekvent nægte
alt og gå i fængsel. Nogle af vore tyske gæster følte sig på dette punkt lidt handicappede,
da de ikke havde den mulighed for at vise deres opposition - Tyskland havde jo
på den tid ingen værnepligt, ejheller noget militær af betydning. Det var forbudt i
Versailles-traktaten.
Sang og musik og folkedans havde en stor plads i disse bevægelser.
IUL var også de første, der satte vandrerbevægelsen i en slags system herhjemme.
Da Dansk Vandre Laug dukkede op herhjemme først i 1930'erne, var det stærkt
inspireret af IUL'ere, og da Herbergsringen blev stiftet, gik IUL som en selvfølge
med deri, selvom det ikke var en forening i almindelig forstand. De tilsluttede grupper
skulle i starten kunne henvise til, at de selv havde mindst ét herberg. IUL kunne
tilslutte Frode Bendixens Harnborg ved Humble på Langeland og uofficielt pegede
man også på nægterlejren i Gribskov, hvortil københavnerne ofte udflugtede og overnattede.
Når man ikke spørger, får man ikke nej. Det var også der, jeg lærte IUL at
kende, gennem weekend-ture og andre sammenkomster, og fandt mange kammerater,
som jeg siden havde meget godt sammen med. Blandt dem, jeg traf i lejren og siden
andre steder, var Arne Bank. På en weekendtur til Den internationale Højskole i Helsingør
traf jeg både ham og Valborg, og ved samme lejlighed stiftede jeg bekendtskab
med Halvor Egekvist, som gjorde mig interesseret i Esperanto, noget som jeg i
den følgende tid kom til at gå meget op i. Efter at jeg havde studeret det selv, pr. korrespondance,
i nogle måneder, spurgte nogle af kammeraterne, om jeg ikke også kunne
lære dem det. Og med nogen betænkelighed sprang jeg så ud i det. Sidst på sommeren
1932 deltog jeg for første gang i en Esperanto-sammenkomst i København.
Der var bl.a. besøg af en større gruppe fra Malmø. Der traf jeg for første gang den
gamle frøken Margrethe Noll, som stærkt tilskyndede mig til at undervise mine
kammerater i lejren. Og det blev mit første forsøg som. lærer. Det gik. Da jeg efter
Askov kom tilbage til København, søgte jeg meget sammen med IUL'erne og AMK'erne
- de to grupper var noget sammenfaldende - og esperantisterne.
Askov
Lønne-lejren fik ende, og jeg cyklede til Askov sammen med Kurt Sørensen, der
lige som jeg kendte Ludvig fra Gribskov. Han blev der en uges tid og arbejdede for
Ludvig - det var også det, jeg var kommet der for, i første omgang. Ludvig var som
gartner ansat i Arnfreds gartneri. Udover at passe højskolens haveanlæg havde vi
51