Erindringer 1988 - Viggojonasen.dk

Vi var en 15-18 unge mennesker, som kaldtes elever, nogle af os "ældre elever".
Af "medhjælpere" - sådan plejede man at kalde dem, der havde 4 års eleverfaring, og
som derfor kunne forventes at lære de unge mennesker, fandtes som regel ingen. Dog
var der en "formand", som forestillede at være leder. Han var begyndt i gartneriet
som kørekarl og så avanceret med alderen til "formand". Han var gift og boede inde i
Stige. Hvad vi skulle lære, måtte vi altså lære af hinanden. Eller uddrage af arbejdets
erfaring. - Ja, og så af det vi blev skældt ud for at have gjort forkert. Men bortset fra,
at ikke alle gartner-læremestre skældte ud så meget som Frede, var forholdene i de
fleste handelsgartnerier af omtrent samme karakter.
Jeg fik 20 kr. om måneden det første år, så steg jeg til 40 kr. det næste. Og så naturligvis
kost og logi. Vi boede sammen, to eller tre på værelserne, og spiste i en stor
kælderstue i Fredes villa. Der havde vi også varmestue til vinteraftenerne - for der var
ingen af elevværelserne, der kunne varmes op.
Trykket fra mesters principielle utilfredshed lagde en permanent skygge over arbejdsdagen.
Men selve arbejdet gik som regel godt fra hånden. Og selvfølgelig var
det en fordel, at vi næsten altid arbejdede i flok - flere eller færre sammen. Og det gik
for det meste med ret godt humør og kammeratskab, selvom enkelte rivninger naturligvis
kunne forekomme.
Og selv Fredes brokkeri kunne vi jo i fællesskab grine lidt af, når han ikke selv
var der. Brødrenes børn færdedes meget iblandt os og gav lejlighed til en god gang
snak. Se og hør Abel, 5-6 år, komme ud i marken og brokke sig: "I bestil' jo ik'
noue.." osv. "Hvad pokker bilder du dig ind" replicerer en eller anden. "Jæ leger farbror
Fre’e, der skælder u'". (Det er Vilhelms referat.)
De to vintre, jeg var hos brødrene, gik det meste af tiden med drivhusbygning.
Året før jeg kom der, havde de bygget en række tomathuse på tilsammen ½ tønde
land. Det var omverdenen meget imponeret af. Men i de næstfølgende år blev der
nærmest konkurrence mellem egnens gartnere om at bygge stort.
Jeg var den første vinter med til at bygge to agurkhuse - lange og smalle. Det
største problem var at få lavet fyrgrave: Kældre, der stak så dybt i grundvandet, at det
var umuligt at kloakere fra dem. Og ingen drømte om at indlægge pumper, for så
skulle der jo først indlægges strøm. Så lå vanskeligheden i at få betonmurene så vandtætte
som muligt. De blev glitpudset udvendig og strøget med vandglas, og i de dage,
hvor det skete, måtte der pumpes grundvand fra udgravningen dag og nat. Alligevel
blev det ikke godt. Året efter byggede vi tomathuse på en hel tønde land. Men blev til
brødrenes store fortrydelse distanceret, især af gartnerne i Anderup, som hver lagde
flere tdr. land under glas. Arbejdet med at bygge var temmelig interessant men et
slæb uden lige. Grave kælder med spade, skovl og trillebør. Senere at lægge glas i
vinterdage, en meget kold tjans. Men jeg lærte meget af det i de år, som jeg siden har
haft glæde af at kende.
31