Erindringer 1988 - Viggojonasen.dk

altså havde fået samme dag. Som nævnt holdt vi et lille gilde om aftenen, 1.juli. Gæsterne
var inviteret til studentergilde og Valborgs forsinkede fødselsdag. Der gik et
sus gennem selskabet, da jeg holdt en lille tale og lod dem vide, hvad de også var
indbudt til.
Så på bryllupsrejse! Vi tog den ”på stop” til Assens. Det gik glat over Sjælland,
nogenlunde den halve vej over Fyn, men så blev det til fodtur et par timer. Vi endte
med at gå ind og drikke kaffe på Hårby Kro, og derfra ringede jeg til Assens og fortalte
om sendrægtigheden, hvorefter far sagde: ”Tag så en vogn resten af vejen, jeg
betaler, for nu vil vi ikke blive ved at vente”. Og så var der ellers lagt op til bryllupsgilde,
dækket festbord med blomster og flag der, hvor brudeparret skulle sidde. Tove,
4 år, havde hørt om dette her ”brudepar” uden ellers at kende ordet, men dets lyd
mindede om noget hun kendte, så da Bedste spurgte hende, hvem der skulle sidde på
den fine plads, svarede hun: ”Pudevåret”. Men gilde blev der, selv om det var en
skuffelse for de gamle, at vi ikke var blevet viet ”rigtigt” i en kirke.
Et par dage senere fortsatte vi så vores bryllupsrejse, først til fods – i skuffet håb
om biler – til Hjerup ved Kerte 13 km. fra Assens. Der boede vores kammerater Helge
Højgård og Lis, og de havde en tandem, som vi havde fået løfte om at låne til den
videre færd. De var i øvrigt netop året før startet som husmandsfolk, havde først bygget
et stort hønsehus, som de boede i, mens stuehuset blev bygget. Det var dog et
overstået stadium. Vi startede – efter nogle tilpasningsvanskeligheder – tandemen og
drog vesterud til Højmark ved Lem, hvor Mary og Martin havde etableret sig i et
husmandsbrug. Der blev vi et par dage, besøgte også Valborgs bedstemor i Faster, og
drog så til Vejle, hvorfra vi sendte tandemen med banen tilbage til ejerne – og drog
hver sin vej. Valborg tog tilbage til sit arbejde og jeg til Askov til elevmøde.
Hjemme igen, og så igen ”Hvad så?” Student – det var meget godt, men hvad
skulle det føre til? Et studium ved universitetet – 5-6 år – det var næsten ikke til at se
frem til, og cand.mag.er, sagde man, dem var der så mange af, at man kunne fodre
svin med dem! Vi blev da enige om, at jeg skulle forsøge at komme ind på et seminarium.
Jeg havde luftet tanken for nogle kammerater ved mødet på Askov og fået at
vide, at det ville være spildt ulejlighed at søge; dér var alt for længst optaget.
Alligevel skrev jeg til de 3 seminarier, der var inden for rækkevidde: Blågårds,
KFUM’s og Jonstrup. Jeg hørte først fra Jonstrup og cyklede derud, talte med forstander
Georg Christensen og fik næsten løfte om optagelse, da én var sprunget fra,
men han måtte forelægge sagen for lærerrådet, da der var 3 der havde søgt pladsen.
Jeg havde misforstået, at han ville lade høre fra sig, så vi gik i spænding de sidste 2
uger af ferien, men hørte ikke noget, så den morgen skolen skulle begynde måtte jeg
ringe ham op og fik den besked: ”Jo, vi venter Dem klokken 10”.
Dermed begyndte så mine 4 år på det gamle traditionsrige Jonstrup. Jeg så mig
om i min klasse og fandt, at det mest var nogle store drenge; selv var jeg en lille halv
snes år ældre end de fleste. Men jeg faldt ellers rigtig godt til i selskabet.
58