Erindringer 1988 - Viggojonasen.dk

En anden gang var det sivet ud, at der ved stålskibsværftet, som lå ved kanalen
lige over for Nistedvejen, skulle løbe en stor Mærskbåd skulle løbe af stabelen. Så
måtte vi af sted igen. Frede var heldigvis ikke hjemme, og "formand" Hans påtog sig
ansvaret. Der var masser af folk langs kanalen. Mange sad på græsskrænten, næsten
ned til vandet.
Så gled skibet ud, og derved sendtes en mægtig bølge af sted i begge retninger
ad kanalen. Der var ikke noget stort vandareal til at tage imod kolossen. De folk, der
sad ned ad skrænten, fik travlt med at bjærge sig op, for at undgå bølgen og våde
sokker. Bølgen gled ud mod fjorden, hvor den selvfølgelig fladede ud. Men også ind
mod havnen uden at mindskes synderligt, da kanalen ikke var stort bredere ét sted
end et andet. Og den bølge kom så tilbage, næsten usvækket, og skyllede næsten lige
så højt op ad skrænten.
To år kan synes uendelige at se frem til. Men de skrider dog.
De to år hos brødrene var lange - men blev dog hugget i stykker af søndagene.
Hver anden søndag havde vi "tur", det vil sige; halvdelen af os skulle blive og passe
det nødvendige i gartneriet: vande, lufte bænke og huse, og fyre. Og tur-holdet skulle
gøre torvevognen klar til mandag morgen. Og så kunne mester jo også hitte på ét eller
andet, som nødvendigvis måtte gøres. Kom der f.ex. besøg af kolleger, som skulle se
på bedriften, lære af hinanden, som der var en vis tradition for, så skulle der se ordentlig
ud alle vegne: ryddes op, rives gange m.m. Men alt skulle endelig være færdig,
inden gæsterne kom. Det måtte ikke ses, at der blev gjort rent specielt for deres
skyld.
Nå, men hver anden søndag havde jeg altså fri. Og det blev snart fast skik, at jeg
tog hjem til Assens fra Lørdag aften til Søndag aften. Enten sommerdage på cykel,
eller med toget. Det var strengt at skulle bryde op søndag aften.
Det blev skik - man sagde, det var første gang - at vi fik en uges ferie sidst på
sommeren.
En dag midt i februar 1929 sagde jeg definitivt farvel til Nisted og brødrene med
stor lettelse.
Emdruphøj
Vilhelm var kommet hjem efter 4 år i København. Men han havde forinden truffet
aftale om den næste fase i min tilværelse: fortsat gartnerlære på Emdruphøj. Jeg
tilbragte nu en halv måneds tid hjemme, og hjalp til med at bygge endnu et drivhus.
Og så, den første marts, tiltrådte jeg den nye læreplads hos Frode Sørensen. Vinteren
var meget streng det år. Storebæltsoverfarten havde haft store vanskeligheder,
kortvarigt endog indstilling af færgefarten. For at være i god tid rejste jeg om aftenen
den 28. februar til Nyborg. Der holdt ved stationen et opvarmet tog, hvor ventende
passagerer kunne overnatte. Og ingen vidste om aftenen, hvornår der blev færgeaf-
35