Erindringer 1988 - Viggojonasen.dk

lægge mærke til. Den 3. march på samme rute gennemførtes også som påskemarch
1962. Da mærkede nogen blandt ledelsen, at der begyndte at blande sig uheldige elementer
i flokken, folk der var ude på at få ballade ud af det, og selv om det denne
gang lykkedes at isolere dem, var man klar over, at en følgende march ad samme rute
kunne blive truet. Så besluttedes det, at det følgende års march skulle flyttes fra Københavnsområdet
til grænseegnen, hvor vi også kunne få kontakt med folk af samme
holdning på den anden side af grænsen. Det gik derfor fra Kolding til Flensborg –
næsten! Men vi blev nødt til at holde det afsluttende møde på den danske side af
grænsen, sammen med de tilkomne tyske deltagere, thi Adenauers Bundesrepublik
vovede ikke at lade de danske deltagere passere grænsen! Da vi bagefter ville en tur
til Flensborg, bl.a. for at deltage i det møde, som tyskerne ville holde som afslutning,
blev vi og vores VW grundigt og mistænksomt ransaget og udspurgt, men blev dog
sluppet igennem.
Når jeg til sidst blev noget træt af arbejdet, skyldtes det ikke en ændret holdning
til sagen, men det at skiftende politiske kræfter – sagen uvedkommende – fik øget
indflydelse, og jeg følte mig magtesløs over for denne ”infiltration”. ”Kollektiv ledelse”
var der nogen, der fik indført – grå teori, men virkeligheden: ingen har ansvaret,
men alle skal være medbestemmende, og alle vil sige: de som har tilfældig lejlighed
til at komme til de møder, hvor bestemmelse træffes. Der var grupper, der ville aktivisere
AmK, især HB i specielle mere eller mindre politisk betonede sager, som nu
netop lå dem på sinde, f.ex. boligpolitik (for bolignød kunne jo også true freden!),
anti-EF-politik, ja det kunne jeg da kun ha sympati for, men at gøre den holdning til
en betingelse for medlemskab af AmK, det fandt jeg uacceptabelt. Hvad sexuel frigørelse
kunne rage AmK’s arbejde, var ikke til at se – helt uanset sympatier (”Make love
– not war!”). At fylde medlemsbladet med pornografi kunne måske nok skaffe os
nogen opmærksomhed, men af hvad art? Det blev da heldigvis forpurret, osv. På et
årsmøde i Århus forsøgte en gruppe at ændre ved selve grundlaget for AmK, herunder
tilknytningen til WRI. Da en anden gruppe på samme møde fik gennemført, at
Svend Haugård skulle ekskluderes, fordi de ikke kunne diktere ham, hvad slags politik
han skulle stå for som folketingsmand (om nogen af dem havde været hans vælgere,
det aner jeg ikke), fandt jeg efterhånden atmosfæren så klumret, at jeg trak mig
helt ud – selv om det gjorde ondt. Igen et udtryk for min indbyggede rebellisme: kan
man ikke hamle op med magtmisbruget, så kan man da her til lands – endnu – gå sin
vej!
Det har jeg praktiseret nogle gange. En tid var jeg trådt ind i Det Radikale Venstre,
blev endog formand for den lokale vælgerforening og som sådan delegeret til
landsmøde nogle gange. Derfra mindes jeg Bertel Dahlgård, som traditionelt redigerede
landsmødets resolution, en slags grundlag for partiets politik i det påfølgende år,
og han var vant til at få den vedtaget enstemmigt. Men et år ville nogle delegerede,
blandt dem Svend Haugård have indført en absolut afstandtagen fra atomvåben på
dansk jord, såvel i krise- og krigssituationer som i fredstid. Det passede ikke Bertel.
67