Erindringer 1988 - Viggojonasen.dk

dervisning var der aldrig tale om. Det måtte vi lære af hinanden ude på stranden, og
derude tilbragte vi mange gode timer i selskab med kammerater fra nabolaget, drenge
og piger i alle aldre, fra vi selv kunne gå til slutningen af skolealderen.
Stedet kaldte vi sutterne eller maerne. Langs stranden i en afstand af 5-15 meter
lå en vold af tang og sand. Oven på det stod et hegn af stolper og rafter for kvægets
skyld, og derindenfor engstrækninger med løsgående køer og kvier og af og til heste,
og her på græsset mellem store fladbundede vandhuller og kolorte hyggede vi os
imellem vandgangene. Badedragter var ikke opfundet. Det var der ingen af os, der
anede noget om. Men en sommer kom en emsig overbetjent til byen, og han foranledigede,
at der blev sat skilte op flere steder langs stranden fra Næs og ud til sutterne:
”Badning kun tilladt i Badedragt”. Det blæste vi selvfølgelig på.
Men så hændte det engang, at en kone, Jørgen Fiskers Stine, en af dem, familien
kom sammen med via missionshuset, fortalte mor, at hun havde hørt, at Jonasens
drenge gik nøgne i vandet sammen med nabolagets piger! Det blev spurgt og gengivet
med så stor forargelse, at jeg (13-årig) kom til at føle mig skyldig, men jeg mener
ikke, at tilfældet hidførte nogen ændring i vores adfærd. I øvrigt var det ikke bare os
unger, der badede nøgne fra åben strand. Sommeren igennem kom der også voksne,
især søndag eftermiddag, på stranden ved sutterne og badede i det bare ingenting –
der så jeg for første gang en voksen kone nøgen, en enkelt gang husker jeg da også, at
far var med os ved stranden for at få en svømmetur.
Selv blev jeg en ivrig bader og svømmer og den, der holdt længst ud sidst på
sommeren og helt hen i efteråret. Det sidste år, jeg var hjemme, fortsatte jeg, efter at
alle de andre var holdt op, med at cykle til stranden og tage en dukkert – mere blev
det ikke til – hver dag i middagspausen, helt hen til midt i februar. Jeg har præsteret
at smide kludene på stranden og gå ud og tage en dukkert, mens kammeraterne løb på
skøjter på vandhullerne 100 m længere inde på sutterne. – Det snakkede ”man” meget
om i byen den vinter.
For nu ikke at glemme skolen helt: jeg har nævnt lærer Clausen som min klasselærer
gennem 5 år. Først kunne jeg ikke rigtig lide ham, men det hang måske sammen
med, at skolen i det hele taget i vores bevidsthed stod som noget mindreværdigt, noget,
som man nærmest var forpligtet til at se lidt ned på, være i opposition til. Clausen
var gammel, han havde fuldskæg! som den eneste blandt lærerne. Han blev omtalt
hjemme, om ikke nedsættende, så med stort forbehold. Mor havde haft ham, da hun
gik i skole, og hendes opfattelse af ham har nok smittet af på min opfattelse. Men en
god fortæller var han afgjort. Som dansklærer, som oplæser af et og andet litterært
har han hos mig efterladt uforglemmelige indtryk. Han læste op for os i en af de ældste
klasser noget så nyt som ”I fremmed Klædning”, en sønderjydes erindringer om
verdenskrigens rædsler (udkommet 1922). Det var adskillige år før ”Intet nyt fra
Vestfronten” blev til. Mange enkeltheder fra denne oplæsning har brændt sig fast i
mig og taget glansen fra de heltedådsforestillinger, som ellers var knyttet til den tids
undervisning i fædrelandshistorie. Og han læste for os Molbechs teaterstykke ”Am-
21