Erindringer 1988 - Viggojonasen.dk

tider af året krøb på dem – og på jorden – nogle tykke rødorme, som jeg var bange for
– nu ved jeg, at det var pileborerlarver, blodrøde, tykke som en finger og vel små 10
cm. lange, selvfølelig ganske ufarlige for mig, men det var der ingen, der fortalte mig.
Hinsides banen lå så Næsgade, hvor Bedste boede. I gaden var der mange børn at
lege med. Det kom efterhånden, men længe var der nu bare Bedste, der duede. Svend
og jeg havde hver fået en frakke med lidt skindbesætning på – ægte eller falsk astrakan
– så vi var flotte og stolte, når vi trippede hen til Bedste. Vores doktor Jørgensen
havde også sådan en frakke, så en eller anden fandt på at kalde os doktor Jonasen –
var vi beærede eller fornærmede? Vel nærmest ligeglade (2-3 og 4-5 år gamle).
Bedste var en ret bestemt dame og vidste godt at bidrage til vores opdragelse både
på sprog og manerer. ”Hvem er ha’”? – ”Det er far” – et replikskifte, da en af os
havde omtalt far som ”ha’” – eller ”ham”. Sådan siger man ikke! På et tidspunkt havde
jeg opsnappet udtrykket ”Kuskelov” og gik og sagde det igen og igen. Men det
8