Erindringer 1988 - Viggojonasen.dk

Han næsten græd for at få godtaget sin resolution enstemmigt. Og han betonede, at
han ikke kunne godtage en landsmøderesolution, som han måske om nogle måneder
som minister blev nødt til at gå imod! Han fik ikke énstemmighed, endog én af hans
ministerkolleger A.C. Normann gik imod ham. – Skal en ministertaburet veje tungere
end partiets mærkesager?
Vi fik en trekantregering – radikale ministre i en regering hvis udenrigspolitik
var baseret på NATO. Deltagelsen blev bl.a. begrundet med, at de mente således at
kunne ”tæmme” socialdemokraterne, at de ikke trak for langt til højre i militærpolitikken.
På et møde i Ringe med Karl Skytte diskuterede vi radikal militærpolitik, og
han ålede nærmest os antimilitarister, der ”lod til at være de mest krigeriske”. Vores
kritik trådte ham åbenbart for nær. Privat, efter mødet indrømmede han, at de radikales
problem netop var, at de ikke formåede at ”styre” socialdemokraterne, bremse deres
stadige højredrejning, og retsstatsmanden, Viggo Starcke, minister uden portefølje,
som udgjorde det tredje hjørne af trekanten, var ubetinget tilhænger af NATO, så
det trak også til højre. Den vogn kunne jeg ikke i længden være med på. Bruddet
kom, da de lod sig trække med til at godtage den tysk-danske fælleskommando. Så
opgav jeg dem og gik min vej.
Men hvad så? Ja, jeg har jo før været partipolitisk hjemløs, og det er da til at leve
med, frem for igen og igen at føle sig medansvarlig for partiledernes bétiser. Antimilitarismen
har altid udgjort en central del af min politiske holdning. Og modstanden
mod dansk oprustning findes jo nu især hos partierne til venstre for midten. Men at
støtte en socialistisk politik af den ene eller den anden røde nuance, det er altså bare
ikke noget for mig. Ikke blot fordi jeg som lille havde oplevet socialistiske organisationspamperes
kæltringestreger over for min far, heller ikke fordi han ofte nok havde
indprentet os, at ”alt hvad der står i ”Socialen”, er løgn!”, men helt enkelt fordi min
voksende indsigt i historien sammen med min trang til at analysere problemerne har
fået mig til at konkludere, at socialismen af natur og væsen nødvendigvis må være
magtcentralistisk og bureaukratisk i lige så høj grad som kapitalismen, når den er
værst. Og netop centralisering af magten fører automatisk til misbrug af magten. Eksemplerne
er legio og erfares daglig i hobetal, og selv om eksempler ikke er argumenter
eller beviser, så understreger de dog de fakta, som man kan ræsonnere sig til.
Semikolon = ingen garanti for eller imod supplementer!
Men de kom desværre ikke – Viggo.
68