Erindringer 1988 - Viggojonasen.dk

dagstid – har set dem i en storslået sneboldkamp ovre på kirkepladsens græsplæne.
Senere blev en del af dem lagt ind i skolens gymnastiksal. Så slap vi for gymnastik så
længe. Det må være efter, at jeg havde begyndt skolen, altså efter april 1918. De var
meget populære blandt folk i byen på grund af deres gode humør og venlige optræden.
Mange af dem viste stor fingersnildhed og fremstillede små dekorative ting af
forskellige materialer, de kunne få fat i, træ, pap, papir o.l., og de kunne tjene sig en
skilling ved at sælge disse ting til folk. Vi børn søgte efter evne at komme i kontakt
med dem, når de gik tur i byen og omegnen, hyppigst to ad gangen. Vi tiggede tyske
mønter af dem og sprekkede enkelte tyske ord til dem: ”Haben Sie eine døjsiske Fenninge?”
og de morede sig over vores ”Døjserne ha tæsk”. Og efterhånden som vi hørte
ét og andet om politik, selvfølgelig uden at fatte ret mange disser af det, kunne vi
godt hitte på – på passende afstand – at råbe ”bolsjevikker” efter dem. Det grinede de
højlydt ad.
En enkelt af dem fik jeg direkte kontakt med: Leonid Vasiljev. Han ville ikke
med, da de andre rejste hjem til Rusland, fordi han var knyttet til Frelsens Hær og
derfor anså sig som uønsket efter revolutionen. Han havde tilmed fået sin kone og søn
hertil, og sønnen Boris kom til at gå i skole i min klasse i nogle måneder i 1919; jeg
blev af frk. Noll sat ved siden af ham, og vi tilbragte en hel del fritid sammen. Men
en skønne dag kom han ikke mere i skolen. Hans mor havde taget ham med, da et
stort antal russere blev hentet af damperen ”Kong Haakon” for at blive bragt hjem til
en ukendt skæbne i Rusland. Faderen blev her og fortsatte sit arbejde for Frelsens
Hær. 16 år senere traf jeg ham i København, hvor han stadig var tilknyttet ”Hæren”.
Det var dog ikke der, jeg traf ham, men i Esperantoklubben. Der har jeg siden spillet
komedie sammen med ham. Han hørte aldrig mere fra sin søn.
Et andet minde om krigen var de tyske miner ude i bæltet. Et fartøj var stationeret
i Assens og gik ud for at finde og uskadeliggøre minerne efter krigens ophør. Det
var hornminer, og når sådan én var iagttaget, skulle der blot et lille velrettet skud til
for at få den til at eksplodere. Disse detonationer hørtes over hele egnen, og fra det
højeste punkt i haven, stenhøjen, kunne vi også nå at se en vandsøjle stå i vejret,
selvom det varede nogle sekunder, før vi nåede derop. Den første gang, jeg hørte – og
delvis så – en sådan hændelse, var det dog ramme alvor. Jeg nåede at se uroen i vandet,
og så drev der to skibe omring derude, nærmere Sønderjyllands end Fyns kyst. Vi
fik senere at vide, at det drejede sig om en slæbebåd med to lægtere på vej fra Horsens
til Flensborg med kartofler. Slæberen var løbet på en mine og gået ned med
mand og mus, lægterne flød omkring, indtil et andet skib fik dem fanget ind og bragt
i havn. Men ellers vænnede vi os til drønene og vidste, at det var minestrygerne, der
var i funktion.
Vareknaphed og rationering satte sit præg på hverdagen i krigstiden og længe efter.
Utallige var de varer, der var mangel på. Margarine kunne vist slet ikke fås, den
krævede jo importerede råvarer. Smør var rationeret. Jeg ved ikke, hvor meget man
fik, men en replik har bidt sig fast. Det var en af Thorøhuse-konerne, der beklagende
14