Erindringer 1988 - Viggojonasen.dk

Becher fra kapellet på den ny kirkegård. Præsten stod da og talte ved enden af kisten,
længst væk fra indgangen. Vi drenge og degnen sad langs væggen ud for kisten, og
derfra kunne vi se ligbærerne, som sad på rad nærmest ved indgangen. Pastor Becher
holdt altid næsten ordret den samme ligtale, i alt fald sidste halvdel var næsten ikke
varieret. Mads havde efterhånden lært talen udenad, og vi kunne ”mundaflæse”, at
han sad med et svedent grin og mimrede med på præstens tale. Det gav os en vis træning
i at holde masken, til højtideligheden var overstået. Når kisten skulle bæres til
graven, gik den gamle graver Jerløw foran og dirigerede Mads og dermed ligbærerne
den vej, han fandt bedst. Det passede ikke altid Mads, men gav anledning til – som
regel lavrøstede – skænderier. Jeg husker en sådan episode – fra lågen til graven på
den gamle kirkegård. Mads endte med at udbryde, så højt at i hvert fald de nærmeste i
følget kunne høre det: ”Det er da helvede til vej!” En sådan sidste hilsen til den af
døde måtte naturligvis vække anstød, og den blev livligt besladret i byen i de følgende
dage.
Engang skulle vi til begravelse en hverdag kl. 11 på den ny Kirkegård. Præst,
degn, graver og syngedrenge var mødt, men hverken lig eller følge. Vor blev de af?
Graveren vidste, at følget skulle komme fra Sygehusets kapel. Et par drenge blev
sendt ned i den anden ende a kirkegården, hvorfra de kunne se, at følget stod og ventede
ovre ved sygehuset. Da klokken var næsten 12, sagde provst Hansen: ”Jeg har
lovet min kone at spise klokken 12, nu går jeg hjem, lad os mødes igen kl. 1 og så se
hvad det bliver til”. Det måtte så degn eller graver hitte ud af, og gåden løstes da også.
Afdøde var fra Møllerhuse, og folkene dér havde deres eget ligbærerlav. Derfor
var der ikke bestilt ligbærere og følgelig heller ikke ligvogn, for den hørte sammen
med de ”officielle” ligbærere. Nå, da vi kom tilbage kl. 1 var både lig og følge ankommet,
og den døde blev behørigt jordet. Men den sag blev også grundigt endevendt
af byens levende aviser: sladderkællinger (m/k).
Som den helt store oplevelse husker jeg, at vi skulle synge i Gamtofte kirke ved
begravelsen af kammerherre Treschow fra Brahesborg. Tænk, vi kørte derop – i bil!
Det var vist første gang, jeg oplevede det. Det var, mens Gamtofte kirke havde sin
gamle skikkelse før brand, og vi drenge stod meget indeklemt i et trangt pulpitur med
tremmeværk for. Men synge kunne og gjorde vi da. Og siden fik vi en fyrstelig betaling
for vor indsats, husker jeg ret, en hel tier pr. dreng. Det var mange penge dengang.
Og far fortalte, at han i sin tid havde haft en tilsvarende oplevelse, blot kørte da
derop i charabanc, til Gamtofte.
Gartner
Skoletiden fik ende. 1. april 1925 slog frihedens time! Aldrig mere skole – syntes
jeg. Men i gartnerlære hjemme hos min far.
En sammenhængende arbejdsdag kan nu godt forekomme noget lang, når man
har været vant til skolens frikvarter hver time. For alvor mærkede jeg det ikke endnu.
Der var såmænd ikke så lange arbejdstimer mellem måltiderne. Vi startede gerne da-
24