Hvordan sikres vækst og velfærd i Grønland? - Kamikposten

te efterlader to væsentlige implikationer. For det først har Grønland ikke indhentet det væksttab, krisen
i starten af 90erne forårsagede. For det andet har Grønland over denne periode ikke været i stand
til at udligne forskellen i materiel levestandard mellem Grønland og Danmark og dermed andre vestlige
lande.
Hvis man som tankeeksperiment spørger, hvilken mervækst Grønland skal have for at udligne en forskel
til Danmark i gennemsnitsindkomst på 25 %, vil det over en 30-årig periode kræve en vækstrate som i
gennemsnit er 1 procentpoint højere end væksten i Danmark. I lyset af de historiske vækstrater er dette
en stor udfordring. Alene en sikring af, at indkomstforskellen ikke bliver større, vil stille store krav.
4.2 Kilder til vækst
Der er flere kilder til vækst. Overordnet kan man tale om arbejdsindsats, realkapitalindsats og produktivitet.
Arbejdsindsats er et spørgsmål om, hvor stor en andel af befolkningen der er i beskæftigelse, og
hvor meget de arbejder (arbejdstid korrigeret for sygefravær osv.). Kapitalindsatsen er et spørgsmål
om det udstyr, maskiner, bygninger m.m., der er til rådighed for produktionen. Produktivitet er et bredt
begreb for faktorer af betydning for værdiskabelsen ud over det fysiske input målt ved indsats af arbejdskraft
og realkapital. Produktivitet forstås her som evnen til at skabe værdi, målt ved den værdi
produktionen kan afsættes til, og ikke den fysiske anstrengelse eller belastning arbejdet måtte have.
En høj arbejdsindsats forudsætter et velfungerende arbejdsmarked og en velfærdspolitik, der understøtter
en høj arbejdsmarkedsdeltagelse. Arbejdsindsatsen er vigtig for produktion, men den har også
en øvre grænse ved befolkningens størrelse og den fysisk maksimale arbejdstid. Indsats af realkapital
sikres primært via opsparing og investering i et produktionsapparat. Desto større produktionsapparatet
er, desto bedre er mulighederne for produktion. For at sikre et højt niveau for investeringer i produktionsapparatet
er erhvervspolitikken samt mulighederne for finansiering via kapitalmarkederne
vigtige. Realkapital må ses i forhold til arbejdsindsatsen. Mere og mere realkapital (af samme type) pr.
arbejder vil ikke have den samme effekt. Afkastet af realkapital er mindre, desto mere realkapital der
benyttes. Med andre ord er der også en øvre grænse for, hvor meget kapitalakkumulation kan bidrage til
vækst. Mens der således er en øvre grænse for bidraget til vækst fra arbejdskraft og realkapital, er der
ikke nogen sådan grænse for produktiviteten. Produktiviteten afspejler ny viden, innovationer, erfaringer,
organisatoriske ændringer m.m., der gør det muligt med en given indsats af arbejdskraft og realkapital
at forøge produktionen. Erfaringer fra andre lande viser også, at produktivitetsstigninger er den
væsentligste kilde til vækst 6 , dvs. at stigningen i materiel velstand i høj grad er drevet af dygtighed i
bred forstand.
Vækst er typisk kendetegnet ved at være drevet af:
• Stigende uddannelsesniveau
• Teknologisk fornyelse – ny viden og nye produkter kræver ny teknologi
• En kraftig specialisering af produktionen og dermed jobfunktioner for at udnytte arbejdsdelingens
fordele
• Store omstillinger, da udviklingen både kan fjerne jobs og produktion og skabe jobs og produktion
• Geografisk omplacering af produktion og befolkning 7
Mulighederne for vækst er tæt knyttet til komparative fordele, da international handel er en væsentlig
forudsætning for vækst. Med komparative fordele forstås de områder, hvor et land har særligt gode
muligheder for at være konkurrencedygtig og derfor har en produktion, der kan afsættes til omverdenen.
Dette er særligt vigtigt for et lille land, da hjemmemarkedet i sagens natur er begrænset, og en specialisering
er nødvendigt for at øge produktivitet og dermed levestandard.
6 Mellem 2/3 og 3/4 af væksten forklares typisk via stigning i den samlede produktivitet.
7 I Danmark er der således sket en meget stor afvandring fra land til by, og en stor del af befolkningen er i dag koncentreret i de
store byområder. Samtidig er sektorforskydningerne markante. I 1950 arbejdede næsten en tredjedel af befolkningen i landbruget.
I dag er det kun godt 3 %, og alligevel er landbrugsproduktionen i dag 3-4 gange større end i 1950. Maskiner, udstyr, nye
produktionsmetoder osv. har gjort det muligt at producere flere fødevarer i dag med brug af væsentligt mindre arbejdskraft.
Produktiviteten er øget betragteligt, og derfor er der brug for mindre arbejdskraft i landbruget.
21