Hvordan sikres vækst og velfærd i Grønland? - Kamikposten

Forskellige undersøgelser opgør fattigdom på forskellig vis. Det er dog en gennemgående konklusion i
international forskning, at opvækst i fattigdom er en del af de udløsende faktorer, der giver overrisiko
for en række negative forhold i barnets voksenliv, bl.a. dårligt helbred og ikke at få en uddannelse (UNI-
CEF (2005), WHO Europe (2005)). Konklusionerne er baseret på analyser foretaget i både velstillede og
ikke-velstillede lande.
Geografiske forskelle
Børn, der lever i yderområder og bygderne særligt i Nord- og Østgrønland er generelt mere udsatte end
børn fra de større byer, og der er behov for at rette et skarpt fokus på at skabe bedre livsvilkår ikke blot
for børnene, men også for familierne disse steder 17 .
• Der findes flere familier med svage ressourcer i Nord- og Østgrønland
• Særligt familier med svage økonomiske ressourcer er overrepræsenteret i Nord- og Østgrønland
• Forekomsten af familier med alkoholproblemer er størst i Nord- og Østgrønland
• Andelen af mødre udsat for seksuelle overgreb som barn er størst i Nord- og Østgrønland samt området
omkring Diskobugten
• Flere unge i Nord- og Østgrønland udviser selvmordsadfærd
8.3 Muligheder for at hjælpe udsatte børn og unge
Selvstyret og kommunerne har i henhold til Landstingsforordning nr. 1 af 15. april 2003 om hjælp til
børn og unge pligt til at skabe opvækstvilkår, som fremmer børn og unges udvikling, trivsel og selvstændighed.
FN’s konvention om Barnets Rettigheder er desuden skrevet ind i landstingsforordningen, hvilket forpligtiger
alle offentlige myndigheder, også de der ikke er en del af socialvæsenet, til at efterleve børnekonventionen.
I henhold til Sociallovgivningen er det muligt at iværksætte en bred vifte af hjælpeforanstaltninger for
børn og deres familier, som kan være af forebyggende karakter og i de mest indgribende tilfælde resultere
i anbringelser uden for hjemmet. Grønland har den højeste anbringelsesprocent i Norden. I 2006
var 60 ud af 1.000 grønlandske børn og unge anbragt uden for hjemmet, hvilket er ca. seks gange flere
end i Danmark og omkring ti gange så mange som i Sverige (Bengtsson og Jakobsen (2009). Der er ca.
1.100 børn og unge anbragt uden for hjemmet. Størstedelen er anbragt i plejefamilie, mens ca. 250 børn
og unge er anbragt på landsdækkende, kommunale og private døgninstitutioner.
Derudover er der særlige indsatser målrettet handicappede børn og unge, og der er iværksat programmer
i forhold til gravide mødre som led i en tidlig indsats flere steder i landet. Der er oprettet familiecentre,
højskoler, væresteder og krisecentre mange steder, hvor indsatserne sigter mod at afhjælpe
vanskeligheder i familierne.
Desuden er hjælpen tilpasset de konkrete behov og muligheder i de forskellige kommuner.
Kommunerne har en bred vifte af indsatsmuligheder i forhold til børn, unge og familier, der har behov for
støtte, for eksempel kontaktpersoner til barnet eller den unge, støttepersoner til forældrene, praktisk
og pædagogisk støtte i hjemmet (’hjemmehosser’), familiebehandling samt psykologisk eller terapeutisk
behandling. Ser man bort fra anbringelser uden for hjemmet, findes der ikke et samlet overblik over,
hvilke og hvor mange hjælpeforanstaltninger kommunerne igangsætter for udsatte børn, unge og deres
familier.
17 Se Christenen m.fl. (2009), Petersen m.fl. (2007).
39