Hvordan sikres vækst og velfærd i Grønland? - Kamikposten

I en umiddelbar betragtning kan det fremstå, som om den eksisterende boligpolitik sikrer en billigere
husleje for hele befolkningen. Dette er imidlertid ikke korrekt. Den aktuelle situation er, at stort set alle
får et boligsubsidium, men efterfølgende skal dette finansieres over skatterne. Politikken skaber således
både en uhensigtsmæssig rationering og allokering i boligmarkedet og via højere skatter en forvridning
af arbejdsudbuddet. Der er stærke argumenter for at tage boligsociale hensyn, og de bør tages direkte
via boligsikring m.m. Det er uhensigtsmæssigt at gøre det via et stærkt forvridende og lidet gennemskueligt
system. Det er langt fra oplagt, at det eksisterende system når de fordelingspolitiske mål,
det er tiltænkt at sikre.
Der kan være et argument for et stærkt offentligt engagement i boligmarkedet, såfremt der ikke er et
velfungerende kapitalmarked, der sikrer adgang til boligfinansiering på markedskonforme vilkår. Dette
argument kan i et vist omfang være gældende for mindre byer og bygder med tynde og sårbare boligmarkeder,
hvor risikopræmien i kapitalmarkedet kan overstige den samfundsmæssige risikovurdering. I
sådanne situationer kan det offentlige via långivning sikre et hensigtsmæssigt boligudbud. Sådanne tiltag
bør dog altid foretages efter armslængde princippet og derfor udskilles i selvstændige selskaber,
der har klart definerede målsætninger og kan holdes ansvarlig i forhold hertil. Det er sværere at se argumenter
for et stærkt offentligt engagement i de store byer. Det eksisterende system for udstykninger
og adgang til grunde forekommer uigennemskueligt og er derfor i sig selv en barriere for udvikling af
et mere velfungerende boligmarked. Hensyn til at sikre en balance i boligformer og befolkningsgrupper
for at udgå en segregering af befolkningen kan tages via byudviklingsplaner og udstykningspolitik.
Det eksisterende system er også uhensigtsmæssigt i forhold til en klarhed over de offentlige finanser.
De offentlige finanser belastes af udgifter, der strengt taget vedrører en kapitalmarkedsfunktion. Dette
kan både gøre en tolkning af de offentlige finanser vanskelig, men også være en begrænsende faktor
for nybygningsaktivitet – denne bør ikke være afhængig af de offentlige finansers situation, men af en
markedsmæssig vurdering af efterspørgsel og udbud på boligmarkedet.
Det eksisterende system efterlader også et stort vedligeholdelsesefterslæb. Dette skyldes i vidt omfang
uklare regnskabsprincipper, hvor boligbygning er behandlet som en driftsudgift og ikke aktiveret
og med løbende tilsidesættelse til vedligehold. Også dette taler for en mere klar udskillelse af boligsektoren
fra den offentlige sektor.
De store erhvervsprojekter skaber en særlig situation med et særligt stort behov for boliger. For aluminiumsprojektet
vurderes der at være behov for omkring 450 boliger i Maniitsoq i årene 2010-2016.
Dette svarer til det samlede boligbyggeri i hele Grønland over en toårig periode. Imødekommelse af
dette behov skaber en risiko for overophedning og kapacitetsproblemer i bygge- og anlægssektoren,
men stiller også særlige finansieringsmæssige krav. De store erhvervsudviklingsprojekter peger på et
andet problem knyttet til den skattemæssige stilling af boliger: Den generelle økonomiske udvikling og
specifikke projekter – ofte drevet af samfundsmæssige investeringer – vil give private muligheder for
store skattefrie kapitalgevinster.
55