Hvordan sikres vækst og velfærd i Grønland? - Kamikposten

Figur 12.3: Omfordeling via den offentlige sektor: overførsler og beskatning
Note: Indkomstdecil: I en rangordning efter størrelsen af indkomst udgør 1. decil dem, som har de 10 % laveste indkomster
osv.
Kilde: Egne beregninger.
Omfordeling via adgang og brug af velfærdsservice er også en væsentlig del af samfundet. Der findes
ikke data til belysning af dette for Grønland, men analyser for Danmark (DØR) og andre lande (IZA) viser,
at disse tilbud generelt har stor fordelingsmæssig betydning. Det er ikke så overraskende. Er man meget
syg, har man typisk ikke mulighed for at gå på arbejde, dvs. lille indkomst, men man bruger sundhedsvæsenet
meget. Uddannelsessøgende har typisk heller ikke nogen høj indkomst, men har stor glæde
af offentligt finansieret uddannelse.
Sammenfattende kan det konkluderes, at det offentlige spiller en væsentlig omfordelende rolle. Det siger
imidlertid ikke noget om, hvorvidt indkomstfordelingen er meget lige eller ulige, eller om den omfordeling
kunne sikres på en anden og bedre måde. Men det kan konkluderes, at indkomstfordelingen er
mere lige end det ville være tilfældet i fravær af velfærdssamfundets omfordelende funktion.
12.3 Fordeling af forbrugsmuligheder
For at få et retvisende billede af fordelingen af forbrugsmuligheder i samfundet er det nødvendigt at
tage hensyn til husstandsstørrelse og sammensætning for dermed at vurdere den mulige materielle levestandard
for den enkelte. Der kan være stor forskel mellem indkomst og faktiske forbrugsmuligheder
afhængig af husstandens størrelse og sammensætning. I husstande med flere personer deler man varige
forbrugsgoder (f.eks. fjernsyn og vaskemaskine) og kan lave mad til en lavere gennemsnitsindkomst
(stordrift i madlavning og indkøb). For at sammenligne forbrugsmulighederne mellem forskellige husstande
benytter man derfor beregninger baseret på antal forbrugsenheder (såkaldt ækvivalensenheder).
Den ækvivalerede indkomst er den disponible indkomst sat i forhold til forbrugsenheder. Ideen er,
at børn ikke vægter så meget som voksne. Selvom dette kan være rimeligt, er det dog vanskeligt at lægge
sig fast på, hvorledes man skal vægte forskellige medlemmer af en husstand. Her anvendes en omregning
baseret på en ofte anvendt OECD-skala 19 .
Den gennemsnitlige disponible ækvivalensindkomst udgjorde 154.153 kr. i 2007. Der er en betydelig
indkomstforskel mellem byer og bygder. Den gennemsnitlige disponible ækvivalensindkomst er således
160.626 kr. i byerne og 114.658 kr. i bygderne. Opdeles husstandsindkomsterne ud fra den gamle kommuneinddeling,
så skiller Nuuk Kommune sig ud med en disponibel ækvivalensindkomst på 201.946 kr..
Den laveste disponible ækvivalensindkomst var i Qaanaaq kommune på 104.740 kr.
23 Denne er defineret ved at give en vægt på 1 til det første medlem af en husholdning, vægten 0,7 til det næste voksne medlem
og 0,5 til hvert barn. En husstand med 2 voksne og 2 børn med en samlet indkomst på 270.000, og ækvivalentsvægten vil være
2,7, og den ækvivalerede indkomst derfor 100.000 kr.. Dette tal kan tolkes som et udtryk for den materiale levestandard, hvert
medlem af husholdningen har.
59