Fortabelse, frelse & frihed - Erwin Neutzsky-Wulffs hjemmeside

omkring 100 år efter Simons død 46 til Theodoretus, død mellem 453-58 47 og tilskrives omkring ti
forskellige forfattere. De væsentligste kilder i forhold til forståelsen af Simon er, i denne
sammenhæng, Iræneus og Hippolyt. Den første fordi man her får et, om end noget tendentiøst,
indblik i mytologien og fundamentet for Simons handlinger og udtalelser, den anden fordi
Hippolyt foretager sin afvisning af Simons teologi på baggrund af en genfortælling af ”Den store
åbenbaring”, et skrift der, i hvert fald af Hippolyt, tilskrives Simon Magus selv. Jeg vil derfor
koncentrere min udlægning af Simons teologi omkring disse kirkefædres behandling heraf.
Iræneus (cirka 130/50 – 200)
Iræneus lægger ud med et kort resume fra Simons tidligere citerede optræden i “Apostlenes
gerninger”. Efter Peters grundige irettesættelse, der tilsyneladende ikke havde nogen virkning,
fortsatte Simon sin perfektion udi magien, ligesom han postulerede diverse blasfemier:
”That he was the highest power, to wit, the Father over all, and that he allowed himself to be called by whatever name
men pleased. 2. Now the sect of the Samaritan Simon, from whom all the heresies took their origin, was composed of
the following materials.” 48
Forinden den følgende gennemgang af Simons mytologi er der flere interessante ting i
ovenstående citat. Ifølge Iræneus hævder Simon at være en manifestation af ”Faderen”, og denne
blasfemi er naturligvis en rød klud for øjnene af en antihæretiker. Postulatet skal dog ses i
sammenhæng med, at der ifølge gnostisk tradition, meget forenklet, findes et helt kosmos udenfor
det kristent anerkendte med én skabergud eller demiurg. Det er altså denne transcendente guddom
og ikke den kristne, som Simon postulerer at inkarnere. Hos Rudolph får man dette belyst
yderligere gennem en gnostisk myte, hvor demiurgen har hævdet sin suverænitet som det højeste
væsen:
”In the light there now appears a human figure, which admittedly is visible only to Jaldabaoth (demiurgen – JHK),
but which with its glory sets all the heavenly powers in confusion. A fresh insertion tells of the unfulfilled relationship
between the ”Pronoia” (providence) of the Demiurge and the figure of light, who is called ”Light-Adam”; out of this
originates Eros (Love). Eros however is the cause of the creation of paradise, plants and animals. (…) The world of
the creator is subordinated to a world which lies before it in space and time, and at the same time is thereby
devaluated; its origin is to be explained from a disharmony which somehow enters in at the margin of the upper world.
A female being is responsible for this, who bears the name ”Wisdom” (Sophia) (…) And his thought (ennoia)
accomplished a work, it revealed itself. It stood before him out of the glory of the light: this is the power which is before
the all.” 49
Devalueringen af vores egen materielt anskuede verden og eksistens er et typisk træk ved
gnosticismen, men den teologi Simon forfægter, er en personlig udgave af denne, hvori især
46 Hverken Mead eller Beyschlag kender Justinus nøjagtige fødsels- eller dødsår, men Mead daterer tentativt hans
første apologi til omkring år 141 – G. R. S. Mead, 1898, p 5
47 Ibid.
48 Mead, G. R. S., 1898 p 9
49 Rudolph, Kurt, 1984 p 75-77
17