Fortabelse, frelse & frihed - Erwin Neutzsky-Wulffs hjemmeside

22
”And finally running the risk of exposure through the lenght of his stay, he said, that if he were buried alive, he
would rise again on the third day. And he did actually order a grave to be dug by his disciples and told them to bury
him. So they carried out his orders, but he has stopped away until the present day, for he was not the Christ.” 65
Dette stemmer betænkelig godt overens med Hippolyts projekt, der, som tidligere citeret, netop
var at vise at Simon ”was not Christ”, og i og med at det er den eneste kilde, jeg har kunnet
opspore, der indeholder denne version af Simons død, forekommer Beyschlags antagelse meget
plausibel: ”Daß solche Erwieterungen der Simon-Rom-Legende rein kirchlicher Herkunft sind, bedarf keines
Beweises.“ 66 Dette sandsynliggør Beyschlags overordnede hypotese om, at Simon hermed indtager
sin, af kirkefædrene designerede, plads som ærkekætter, hvis magi ikke kan hamle op med de
kristne mirakler: ”Von nun an nimmt Simon also den ihm kirchlicherseits zustehenden Platz ein.” 67
Delkonklusion
I gennemgangen af Simon Magus liv og teologi er relationen mellem Simon og den senere Faustfigur
blevet sandsynliggjort, hvilket yderligere vil blive ekspliciteret i næste kapitel. Min
behandling af kilderne, især repræsenteret ved kirkefædrene, har været meget kritisk, men her er
det værd at huske på, at jeg sandsynligvis har gjort disse mere retfærdighed, end de har gjort
Simon Magus 68 , hvilket formuleres udmærket af Mead:
”We must always remember that every single syllable we possess about Simon comes from the hands of bitter
opponents, from men who had no mercy or toleration for the heretic. The heretic was accursed, condemned eternally by
the very fact of his heresy; an emissary of Satan and the natural enemy of God. There was no hope for him, no mercy
for him; he was irretrievably damned. (note til teksten – JHK): In the epistle of St. Ignatius Ad Trallianos (§11),
Simon is called “the first-born Son of the Devil” (…)” 69
Et par interessante modsætningspar dukkede også op undervejs: kristendommen vs. kætteriet
(helgenen vs. kætteren), det evige vs. det timelige, mirakler vs. magi og det maskuline vs. det
feminine (og en eventuel guddommelig forening mellem disse to). Dette for blot at nævne nogle
af de allervigtigste som jeg naturligt vil forholde mig til gennem resten af specialet. Min
behandling af simonismens teologiske indhold vil endvidere blive anvendt senere især i
forbindelse med analysen Neutzsky-Wulffs version af ”Faust”.
Simon Magus udlevede sin teologi med afsæt i sit eget liv og sit liv med afsæt i sin teologi. Hans
kærlighed til det modsatte køn kombineret med viljen til at tilegne sig en forbudt viden gjorde
ham til et taknemmeligt offer for kirkefædrenes skarpe penne med et eftermæle som ærkekætter
65 Mead, G. R. S. 1898 p 22
66 Beyschlag, Karlmann, 1974 p 20
67 Ibid p 21
68 Mead benævner kirkefædrene ”the destroyers”, fordi de har tilintetgjort flere af de gnostiske original-manuskripter, de
angiveligt har haft adgang til. Mead, G. R. S. 1898 p 48
69 Ibid.