Fortabelse, frelse & frihed - Erwin Neutzsky-Wulffs hjemmeside

På sin vej fra Yesua til Yasan møder Abrahams det væsen, Yesua har kaldt ”en Guds engel”.
Foreholdt denne betegnelse protesterer entiteten imidlertid:
””Først kaldte i os guder. Så satte I gud mod gud i jeres krige, og endelig ville I kun vide af en eneste. Men hvorfor
denne ene? Det har altid undret mig. Et ubetydeligt ørkenfolks stammegud fuld af forskrifter om kameler. Ikke
nådige Isthar, ikke vise Thoth, men en lille forfængelig, blodtørstig gud for røvere har I gjort til hærskarernes herre.
Er det fordi Isthar er kærlighed? Fordi Thoth lærer besindighed og selvforglemmelse? Var denne Yahweh den eneste,
som var villig til at føre jer i jeres meningsløse krige? Han blev ’Gud’, guden, og vi andre Hans ’engle’, hvis I ikke
ligefrem forjog os som ’djævle’.(…)” 272
Tharma er altså en sådan fordrevet gud og udover endnu en kritik af følgerne af kristendommens
udbredelse, med samt indførslen af dikotomien mellem de gode og onde kræfter i form af ”engle”
og ”djævle”, bygger citatet også videre på Rithmas replik vedrørende mennesket som en sluse for
”verdens kræfter”:
”Engang, Yoseph, var der en gud til hvert menneske, og hvert menneske var en gud. (…) Ingen spurgte: ’Hvem er
jeg?’ eller: ’Hvad er vel formålet med mit liv?’ for jeg var dette formål, og han og jeg var ét. Efterlader tigeren sin sult?
Forlader ørnen sine unger? Men mennesket, troløsest af alle væsener, kastede sit hjerte fra sig, som havde det været et
stykke fordærvet kød. Så tav jeg og sang ikke mere, og et mørke, ingen havde kendt til før, sænkede sig over
mennesket. Og det lille lys, det selv kunne tænde, var som lyset, et barn tænder midt i mørket, som blot gør skyggerne
mere truende.” 273
Den eksistentialistiske angst, som Abrahams først i romanen er offer for, får således en reel
begrundelse, hvorved såvel konsekvenserne af kristendommen, som det altdominerende
materialistiske verdensbillede påregnes som årsager hertil. Tharma er et symbol herpå, men i
Neutzsky-Wulffs terminologi er et symbol af denne art mere virkeligt end virkeligheden, eftersom
det er baggrunden for denne:
””Ånden”, virkelighedens dynamiske grund, bliver vore elskere og elskerinder, ligesom vi bliver sønner og døtre af
vore dobbeltgængere i hin verden, den psykodynamik, der står bag den konceptualisation, vi synes at se i spejlet, vores
”sjæl”. Indvielse har til alle tider været identifikationen med denne daimon (…)” 274
Det er evident, at Tharma er et eksempel på en sådan ”daimon” 275 . Den indsigt, Abrahams opnår i
Armon, medfører identifikationen med (metamorfosen til) Yoseph, der formentlig agerer som
hans daimon, og det er denne påtagelse af skæbne, der i sidste ende sætter Abrahams i stand til at
realisere sin kærlighed og herved forestå verdens genskabelse. Før Abrahams forlader Tharma
fremkommer denne med en advarsel til menneskeheden:
272 Ibid. p 244
273 Ibid. p 244-45
274 Neutzsky-Wulff, Erwin 2004 p 415
275 ”Som naturen har sine daimoner, har også mennesket sin daimon. Den gamle filosof Heraklit siger: ”Menneskets daimon er dets
skæbne.”” Hjortsø, Leo 1984 p 119 ”(…) (gr. daimon, en guddom eller en skabning, halvt Gud, halvt menneske). 1. Hos Sokrates
er dæmonen en guddommelig, indre stemme, der fortæller ham, hvad der er rigtigt at gøre. 2.Fra og med kirkefædrene er dæmonerne blevet
identificeret med onde ånder. (…)” Lübcke, Poul (red.) 1983 p 100
75