Fortabelse, frelse & frihed - Erwin Neutzsky-Wulffs hjemmeside

74
”(…)mens en kristen på væggen i det hus, hvor han har søgt tilflugt for ødelæggelsen, simpelt hen ridser: SODOMA
GOMORRA. Men jorden falder atter til ro, og kejseren dør atter for prætorianerens hånd i året 96. Verdens
undergang er aflyst.” Yesua slog ud med hånden og lod den synke. ”Nå,” sagde Yoseph. ”Men så var
kristendommen jo en stor fiasko!” (…) Han havde også umiddelbart svært ved at indse, hvorfor man havde følt sig
tilskyndet til at gribe til forfølgelse af disse mennesker, som dog med romernes øjne kun måtte lide under en uskyldig
overtro. Og så forstod han pludselig. To ord havde forklaret ham det. En katastrofe af Pompejis størrelse, ikke på
den anden side af jordkloden, men lige i nærheden, venner og slægt. (…) Og hvad er den kristne kommentar til de
brændte spædbørn og skrigende efterladte? SODOMA GOMORRA. Et ungt forlovet par, der planlægger sit
bryllup. SODOMA GOMORRA. Børn som leger på den slumrende vulkans sider. SODOMA GOMORRA.
(…) Når ens kære var omkommet i flammerne, og man havde mistet alt, og så mødte sådan et blik, denne fromme
skadefryd?” 269
Konklusionen bliver, at Abrahams forlader Yesua før tid såvel desillusioneret over
kristendommens foragt for det verdslige som forfærdet over dens utilgængelighed. Til
sammenligning foretages en kortfattet komparation af kristendom og gnosticisme i ”Det
Overnaturlige”:
”Tingene er der, fordi vi har brug for dem. Når vi glemmer dette, bliver de ubrugelige for os, og så må de
transcenderes. Dette er grundlaget for dualismen – som altså ikke er moralsk i vores forstand – mand-kvinde, lysmørke.
Det kvindelige står under det mandlige, og derfor står kvinden over manden, fordi hun er i stand til at længes
efter det, som er skjult i manden (…) Hverken gnosticisme eller katolicisme er således monoteistiske i egentlig
forstand, begge er dualismer. Men hvor gnosticismen prædiker kærlighed imellem disse to yderpunkter, prædiker
katolicismen (og lutheranismen) had.” 270
Dette skal naturligvis ses i lyset af de foregående afsnit og konnoterer, i forening hermed, det
sammenfald mellem Simon Magus teologi og Neutzsky-Wulffs ditto, der efterhånden burde
fremgå.
I følgende refleksion opsummerer Abrahams den lærdom, han hidtil har modtaget i Armon:
”Han var først kommet gennem Ilanskoven til Morehs hule, der skar sig ind i Selaklippen. Her havde han lært det
mest grundlæggende, om verdens natur, hvordan den udsprang af ånd, men begrænsedes af consensus, en begrænsning,
som atter kunne sprænges af ånd. Dermed blev ånd og kød ofte modstandere, en evig konflikt, hvis løsning der var i
al fald to store bud på. Rithma havde lært ham at dykke, men det var for Yesua en druknen, han hundesvømmede
med hovedet hævet over vandfladen.” 271
Abrahams vælger Morehs og Rithmas gnosis frem for Yesuas dogmatik, hvilket muliggør bogens
slutning. I dette lys kan man også opfatte Desiregen som et hjælpemiddel for implementeringen
af den verdensforsagende ånd. Dog kan man med vægt argumentere, at den heraf affødte
opsplittelse af begær og verden i romanen er hedonistisk funderet og således i højere grad skal
tolkes som endnu et middel til beherskelse af masserne i lighed med magthavernes versionering af
kristendommen, hvor tilfredsstillelsen/frelsen ikke kræver andet end konformitet af den enkelte.
Tharma
269 Ibid. p 233-34
270 Neutzsky-Wulff, Erwin 2004 p 288
271 Neutzsky-Wulff, Erwin 1989 p 240