Fortabelse, frelse & frihed - Erwin Neutzsky-Wulffs hjemmeside

med Peter, som også tiltog sig retten til at bedømme hvor i Bibelen, der var tale om ”fejl”. Dette
fordømmes af Yesua, i det foregående temmelig ironisk, hvorimod det følgende er mere
utvetydigt:
””Det er Satan, som vil lukke bogen for menneskene, for når han siger: ’I har allerede forstået’, hvorfor skulle vi da
søge at forstå, og hvis vi ikke søger, hvordan skulle vi da finde? (…) Derfor skal du heller ikke vente, at Satan
kommer til dig med hale, horn og klov, nej, han kommer i skikkelse af en venlig, gammel præst, og han fortæller dig
alt hvad du vil høre. Han vil fortælle dig, at det hele ikke er så slemt; hvorfor skulle Gud hade, hvad han selv har
skabt? Derfor, når du blot ikke stjæler og myrder, så har du lod i himlen, thi himlen er jordisk fred og intet uden
det. Men Kristus kommer ikke for at bringe fred, men sværd, han er husbonden, som kommer for at bringe sin hvede
i lade, men rajgræsset skal han opbrænde.” 266
I forlængelse af den lære, Abrahams modtog hos Moreh, kan man udlægge den ”etiske variant” af
kristendommen som en ”materialistisk” og fuldt kommunikerbar version, der således, som det
også var tilfældet med den generelt degenererede verdensperception, er blevet renset for
mytologisk indhold og herudover anvendt af magthaverne til at holde ”almuen” på plads. Om
denne form for religion siger Neutzsky-Wulff i ”Det Overnaturlige”:
”Vi bruger ord som Gud, Det Gode, Frihed, Demokrati, Menneskerettigheder, osv. som var det magiske formler,
der påkaldte det, de påstås at denotere. Men det er kalkede grave. Bag denne facade er en lille, ussel herskende klasse
ikke mere interesseret i ”borgeren”, end bondemanden i sine svin. Når det er så indlysende hult og svigagtigt, må
tilliden naturligvis hvile på noget andet end dette, og det bliver da på autoriteten.” 267
Således har verdensreligionens vanslægt ligeledes undermineret de begreber, der tager
udgangspunkt heri. Diskursen er naturligvis længere og mere kompleks, men det væsentlige i
denne sammenhæng er den overensstemmende opfattelse fag- såvel som skønlitterært.
Til forskel herfra er den ”ægte kristendom”:
”(…) en religion, hvis første forudsætning er fortvivlelse. Læs videre: ’Salige er de, som sørger, thi de skal trøstes.’
Men de må sørge først. Om nogen skulle sige til dig: Jeg lever i fortrøstning om frelsen, så gå ham forbi. Men om
nogen siger: Jeg lever i gru for min frelse, i hans hus skal du gå ind, for der vil du finde helligånden allerede bænket.
Du skal omgås tyve og mordere, før du omgås dem, som tror at have parkeret helligånden i garagen.” 268
Afsnittets første citat viser, hvorledes det eskatologiske element må spille en væsentlig rolle i
Yesuas udlægning af kristendommen. Set i sammenhæng med den hellige/materieskyende ånds
forsøg på negering af den levende verden for herigennem at negere døden tillægges den ”ægte
kristne” således en længsel efter dommedag. Dette underbygges i det følgende, hvor også
Abrahams afsmag for religionen finder endnu en væsentlig årsag. Yesua har netop udlagt
Johannes Åbenbaring som om den profeterede verdens undergang i det første århundrede og
herunder nævnt Pompejis ødelæggelse som et tegn på, at enden er nær:
265 Ibid. p 230
266 Ibid. p 235
267 Neutzsky-Wulff, Erwin 2004 p 287
268 Neutzsky-Wulff, Erwin 1989 p 228-29
73