Fortabelse, frelse & frihed - Erwin Neutzsky-Wulffs hjemmeside

”Blodets skrig” er de lyster og drifter, som mennesket dagligt undertrykker for at kunne begå sig i
samfundet. Dette resulterer blandt andet i eksistentiel angst og depression og psykoanalysen, der
afskrives som egentlig videnskab qua dens tilskrevne status som ”snak”, er virkningsløs
heroverfor som andet end til at angive muligheder for distraktion af bevidstheden om den store
tomhed. Dette leder i øvrigt tankerne hen på Fausts afsværgelse af diverse videnskaber som en
løsning for det vidende menneske hos både Goethe, Marlowe og i folkebogen.
Den verdensomspændende depression kan dog, ifølge Kandel, kureres med implementeringen af
desiregen på globalt niveau. Kandels deterministiske menneskesyn kan naturligt lignes med
Mefistofeles selv samme hos Goethe, og der er da også en høj grad af lighed mellem de to Faustfigurers
reaktioner på visionen i ”tryllespejlet”. Ligesom Fausts ”ridderfærd” med efterfølgende
postmortem-katarsis hos Goethe reelt sættes i gang af visionen i heksens spejl, er det også som en
konsekvens af synet af Elena, at Abrahams får sit erkendelsesmæssige gennembrud. Både
Mefistofeles og Kandel fremturer med den basale tilfredsstillelse som vejen til menneskelig lykke -
selvom dette sker ved substitut eller selvtilfredsstillelse - hvor Faust i begge tilfælde søger noget,
der transcenderer denne form for letkøbt salighed. Således bliver antagonisterne i begge værker
katalysatorer for protagonisternes fremskridt og Faust en repræsentant for den ”kritisk-nysgerrige”
tilgang til verden.
Efter oplevelsen med Elena i Kandels ”biograf” går Abrahams følgelig i gang med at læse om
neurologisk adfærdskontrol, hvor forsøg med rotter blandt andet har vist, at disse ”(…)generelt
foretrak selv-stimulation af deres belønningscentre frem for fødeindtagelse og seksuel aktivitet.” 211 Det kan derfor
ikke undre, at den totale udbredelse af desiregen og konsekvenserne heraf mod bogens slutning 212
beskrives således af Abrahams:
”Hjernen skabte verden, når en pludselig impuls, som mennesket tolkede som lyst eller ulyst, fortalte den, at en ny
model var påkrævet. Smerte fortalte den, at den nuværende model var utilstrækkelig. Og en ny og kraftig
lystpåvirkning motiverede den til at udforske de nye, for organismen gavnlige muligheder i en anden ny model. Men en
stadig, konstant lystpåvirkning, en evig doven tilfredshed? Hjernen ville konkludere, at ingen ny model var nødig,
ikke nu, og aldrig mere. De gamle modeller ville blive stående som de forladte dekorationer til en færdigindspillet film.
Verden ville blive en spøgelsesby. Og så? Så ville vinden begynde at blæse, regnen falde, sandet lægge sig. Og verden
ville forsvinde, efterhånden som de ufornyede standere og presenninger tæredes bort. Og samtidig med, at mennesket
gled længere og længere ud i eksistensløst mørke, ville hjernen labbe sine strømstød og konkludere, at alt var godt.
Desiregen, forstod han, var ikke et nydelsesmiddel. Den var, hvad videnskaben havde søgt og frygtet at finde siden
armbrøsten. Desiregen var dommedagsvåbenet. Og næsten samtidig forstod Joseph, at det blot ville fremskynde en
irreversibel proces. Var samfundet ikke én stor desireg? En maskine til øjeblikkelig tilfredsstillelse af alle behov, når
211 Ibid. p 90
212 I niende kapitel ”Med en klynken”, der med sin titel refererer til slutningen på T.S. Eliots digt ”The Hollow Men”:
”This is the ways the world ends / Not with a bang but a whimper.“ Eliot, T.S. 1974 p 93. Referencen er endnu et eksempel
på den omsiggribende brug af henvisninger til verdenslitteraturen i ”Faust” og ligeledes en reference til dikotomien
atombombe vs. desireg som vehikel for verdens undergang.
57