Fortabelse, frelse & frihed - Erwin Neutzsky-Wulffs hjemmeside

42
første del: ”Faust: Du skal leve! (…) Mefistofeles: Hun er dømt! / En stemme fra oven: Hun er frelst!” 150 .
Som det ses er repræsentanterne fra hver sin del af det tredelte, protestantiske kosmos uenige om
Gretchens skæbne, men naturligvis er det autoriteten for oven, der løber af med sejren.
Hart taler om ”kvindeligt lederskab” igennem fortællingen og påpeger at ”Whatever Gretchen does for
Faust, she does not ever follow him (…)” 151 . Selvom man nok kunne argumentere for, at Faust får sin
vilje med Gretchen, karakteriserer Hart Faust som en vindbøjtel og påpeger ligeledes ”(…) the
difference between führen and verführen.” 152 . Hvor anførslen i dramaet udføres af Mefistofeles, som den
maskuline repræsentant og på den feminine side især Gretchens to manifestationer, formår Faust,
med Mefistofeles assistance, blot at udføre forførelsens kunst, hvilket i denne kontekst er det
samme som forledelsens. Gretchens fortabelse, anger og efterfølgende frelse bliver en
forudsætning for Fausts ditto, og her kan man fornemme Simon Magus-mytologien i kulissen,
hvor fornedrelsen af Sophia ligeledes præcederede ophøjelsen. Forførelsen af Gretchen kan
paralleliseres med Fausts forskrivelse til Mefistofeles, ligesom hendes historie kan ses som en
parallel til Fausts i og med, at hun også sætter alt på spil for øjeblikkets fylde. Som det er tilfældet
med Faust, snydes Mefistofeles i sidste øjeblik også her for sin sejr, og Gretchen forudsiger,
ligesom Gud i dramaets begyndelse gør det om Faust, sin egen transformation og Fausts frelse
herved: ”Vi ses igen, / men ikke ved dansen.” 153
Set i alkymistisk perspektiv er det naturligt at Faust fejler i og med, at foreningen med ”den
seksuelle kærligheds objekt” ikke er processens endemål. Herudover kommer forførelsen i stand ved
hjælp af Mefistofeles maliciøse manipulationer, hvorfor man, som tidligere nævnt, må skelne
mellem dennes magi vs. de guddommeligt sanktionerede mirakler, hvor sidstnævnte har
permanens og førstnævnte begrænset levetid, som de illusioner de er (eller er resultatet af).
Helena
“Sublimated and idealized, the anima of the second conjunction appears as Luna, or moon-woman – an object of
romantic love, the goal of Eros, not of sex. The classical expression is Helen of Troy, the romantic love object of the
kings and princes of Greece, the ‘face that launched a thousand ships’.” 154
Dramaets anden gestaltning af ”det evigt kvindelige” udgøres af Helena af Troja - objektet for
romantisk kærlighed - som Faust (formentlig) ser første gang i heksens tryllespejl. Hernæst følger
fremmaningen af synet Helena og Paris ved kejserens hof, hvor det viser sig, at Mefistofeles ikke
har magt over den hedenske underverden, hvorfor Faust må nedstige alene til Mødrene ”(…)klædt
150 Goethe, Johann Wolfgang von 1990 p 187
151 Hart, Gail K. p 116
152 Ibid. p 115
153 Goethe, Johann Wolfgang von 1990 p 186