Fortabelse, frelse & frihed - Erwin Neutzsky-Wulffs hjemmeside

Jævnført med de informationer man herefter får om Arthur Wakes tiltagende eksistentialistiske
krise, der, efter fire års forværring af tilstanden, i efteråret 1993 får ham til at søge psykologisk
bistand hos Joseph Abrahams 197 , kan man konkludere, at fortælleren har rundet de fyrre år i 1989,
udgivelsesåret for ”Faust”, og i øvrigt samme år som Erwin Neutzsky-Wulff 198 . Fødselsdagenes
sammenfald sammenholdt med introduktionen af ”desiregen” og ”forfatterens” appel om interesse for
den lange roman anskueliggør yderligere den tidligere antydede sammenblanding af fiktion og
virkelighed, som ”Faust” repræsenterer. I og med at fiktive personer samt desiregen introduceres,
og man således allerede i prologen befinder sig i en fiktiv kontekst, må konklusionen blive, at
fortælleren her kamuflerer sig som bogens forfatter, blandt andet for at kunne kommentere
handlingen så at sige i øjenhøjde. Dette kommer til udtryk i slutningen af prologen, hvor det, der
begynder med at være en beskrivelse af Arthur Wake, ender som en sarkastisk fremstilling af
nyere tids psykiatri, der ikke er bundet til nogen af bogens personer:
”Psykiske lidelser inddeles af den moderne psykiatri i de uforklarlige og de helt uforklarlige. En anden klassifikation
bygger på prognosen, og her har vi tre grupper: De uheldbredelige, de håbløse og dybt-godnat, men ofte skal der en
specialist til at se forskel. Jeg håber, disse principper vil være læseren til nytte under læsningen af nævrværende
galmandsværk. Ellers ved jeg simpelt hen ikke, hvad han skal gøre.” 199
Det er endvidere bemærkelsesværdigt, at ”Faust” betegnes som et ”galmandsværk”, men dette skal
ses relation til den ironiske beskrivelse af den normalitetsbefordrende psykiatri, hvilket er et tema,
jeg vender tilbage til. Synsvinklen bindes efter prologen til de skildrede personer - hovedsagelig
Abrahams - og fortælleren har indblik i disses tanker.
For foreløbigt at afrunde ekskursen vedrørende fortælleren, der i bogens begyndelse antager
rollen som dennes forfatter, tematiseres sidstnævnte igen mod slutningen af romanen ved verdens
undergang nytårsaften mellem 1999 og år 2000:
””(…) Og verden har tænkt: Endnu tusind år af dette? Måske orkede den ikke mere.” Helen svingende sig op i
vindueskarmen, lidt fortrydelig. ”Jeg synes nu godt, nogen kunne have advaret os, før det var for sent. Jeg mener, nogen
kunne have skrevet en bog for ti år siden.” ”Tror du, nogen ville have anet, hvad forfatteren snakkede om? Tror du,
nogen ville have haft behov for sådan en bog? Nej, bøgerne med de livskloge platituder ville for længst have taget dens
plads.” ”Men hvis nu nogen havde lyttet?” ”Ja, hvis. Hvad så? Så ville de have startet Folkebevægelsen Mod
Verdens Undergang og gået rundt og solgt rosetter…” 200
Det er netop omtalte værk, udkommet for ti år siden i forhold til handlingens realtid, man som
læser næsten har færdiggjort, og hvis handling man, i sin bevidsthed, har gennemlevet sammen
med bogens personer. I kraft af forfatterens inddragelse af sig selv i romanen gennem
substitutionen af fortæller- og forfatterinstanserne og yderligere gennem denne indfletning af
197 Ibid. p 15
198 Forfatteren er født i 1949. – Lund, Jørn (red.) 1999 (bd. 14)
199 Neutzsky-Wulff, Erwin 1989 p 18
200 Ibid. p 331-32
53