Fortabelse, frelse & frihed - Erwin Neutzsky-Wulffs hjemmeside

”Den fremvoksende individualisme og rationalitet bidrog til, at kirken mistede magt; et af de allervæsentligste
karakteristika ved renæssancen er udviklingen af den sekulære stats- og samfundsopfattelse, som nu for alvor tog fart.
Kirken havde hidtil haft monopol på viden om både det verdslige og det åndelige (…)” 76
Skismaet mellem tro og viden bliver i renæssancen stadig mere evident, og kirkens modtræk til
den stigende oplysning er blandt andet inkvisitionen. Dog gør en ny aktør sin entre på scenen i
form af protestantismen som alternativ til katolicismen, og dette reflekteres stærkt i folkebogen.
Af interesse i denne forbindelse er det faktum, at forlægget for folkebogens protagonist har
skrevet sig ind i den protestantiske kirkes annaler:
”Også ledende teologer lar seg irritere, bl.a. Luthers medarbieder Phillipp Melanchton, som slår til mot den arrogante
doktoren: ”Denne trollmannen Faustus, et skjendig best, en kloak av mangfoldige djevler.” Lutheranernes hat mot
Faust skyldes deres prinsipielle skepsis overfor magi, svartekunst, astrologi osv. Og dette tilspisset seg da lutheranernes
bokstavtro og religionskrigenes redsler senere spredte seg over Europa, med inkvisisjon, motreformasjon og
hekseprosesser. Alt kjetteri måtte bekjempes – det lutherske av den katolske kirke, den middelalderske magi av
lutheranerne. Men den historiske Faust var sannsynligvis en ganske lærd mann og trolig ikke bare en
”middelaldersk” svartekunstner, men også til en viss grad en representant for kjernen i den fremvoksende frihetlige
humanismen og renessansefilosofien. Dette ble imidlertid snart en trussel for den nye lutherske ortodoksien.” 77
Som det var tilfældet med Simon Magus, kommer Faust således også til at indtage ærkekætterens
rolle og forudsætningerne for og konsekvenserne heraf udgør substansen i folkebogen.
Folkebogens lutheranske tendens
Myterne om renæssancens Faust blev nedfældet af en anonym forfatter og udgivet af bogtrykker
Johann Spies som ”Historien om Doktor Johann Faust” 78 , og både Dahl og Butler er enige om dens
lutheranske sympatier:
”Boken om Fausts liv og forferdelige død fremlegges da også åpenbart av en rettroende lutheraner til skrekk og
advarsel for alle sanne (protestantiske) kristne.” 79
Butler tager udgangspunkt i Mephostophiles 80 udskældning af Faust efterfølgende et anfald hos
denne forårsaget af fortvivlelse over sin skæbne:
”The voice was the voice of Mephosto, but the words were the words of Luther. (…) he berated his weak-kneed dupe
for his apostasy from God, and for his evil life. (…) This handsome tribute, together with other pointers in the same
direction, Mephosto’s hatred of marriage, sneers about the celibacy of monks and nuns, the disrespectful attitude
towards the Pope, and the fact that the evil spirit waited on Faust in guise of a monk, are always used as evidence of
the anti-Catholic tendency of the book.” 81
Det er en væsentlig pointe at fastslå, at den litterære Faust-figur herved kommer til at spille en
rolle i striden mellem katolikker og protestanter. Protestanterne har, med udgivelsen af
76 Lund, Jørn (red.), 2000 p 117
77 Dahl, Sverre 1998 p 18-19
78 Spies, Johann 1998
79 Dahl, Sverre, 1998 p 19
80 Jeg holder mig i dette afsnit til folkebogens version af navnet på Fausts dæmon, der er forskellig fra den senere
anvendte Mefistofeles, som bl.a. Goethe benytter. ”Noen sikker opprinnelse til navnet er ikke funnet. Muligens er det satt sammen
av de tre greske ordene for nektelse, lys og elskende, altså: ”Den som ikke elsker lyset”. Betydningen ”Den som ikke elsker mennesket” er
også blitt antydet.” Dahl, Sverre 1998 p 147
25