Fortabelse, frelse & frihed - Erwin Neutzsky-Wulffs hjemmeside

48
Analyse af Erwin Neutzsky-Wulffs ”Faust”
Indledning og historisk opsummering
Erwin Neutzsky-Wulffs version af ”Faust“ 180 udkommer godt og vel 200 år efter, at Goethe
påbegyndte sit livsværk. I mellemtiden har oplysningsprojektet forvandlet sig flere gange og
blandt andet medført en høj grad af industrialisering og herved resulteret i store fremskridt for
menneskeheden, der dog også har muliggjort verdenskrigenes dødsmaskiner ekspliciteret ved
atombomben. Det tyvende århundrede har fostret to, for specialet særdeles vedkommende,
bøger, som jeg af pladshensyn nødsages til blot at nævne i forbifarten, nemlig: Oswald Spenglers
”Vesterlandets undergang” 181 og Thomas Manns ”Dr. Faustus” 182 . Førstnævnte udkommer mellem de
to verdenskrige og er blandt andet interessant i denne sammenhæng, da den benævner den
moderne tidsalder som ”Faustisk”. Thomas Mann, der forlener sin Faust-figur med selve den
tyske folkesjæl 183 , trækker i sit værk store veksler på Spenglers indsigter omkring den organiske
civilisationstanke, der over tid medfører kulturens undergang. I forlængelse heraf anvender Mann
således Faust-myten som indgangsvinkel til en kritisk afdækning af årsagerne til den, med
nazismen åbenbarede, dæmoni i den tyske kulturarv, og værket repræsenterer et forsøg på
demaskering af fordærvelsens væsen. Genindførslen af fortabelsen som konsekvens af Faustfigurens
intelligente stræben hos Mann, i modsætning til Goethes mere optimistiske projekt, er
signifikant. Inden for den ”faustiske” kontekst kan man læse Manns værk som en konstatering af,
at fornuftens træer alligevel ikke vokser ind i himlen, hvorfor den blinde tiltro herpå blandt andet
slår ud i nazismens perverterede praksis. I kraft heraf sluttes en cirkel tilbage til den litterære
Faust-traditions begyndelse ved folkebogen med fornuftens og det stræbende menneskes
korrumpering eller rettere dæmonisering. Denne tematik kan ligeledes findes i Adorno og
Horkheimers ”Oplysningens dialektik” 184 , et andet vigtigt efterkrigsværk, der formentlig også har
ydet en ikke helt ringe indflydelse på ”Dr. Faustus” 185 . Fornuften fortrænger mystikken og
religionen hvorimod teknokratiet ophøjes til et idol, der forlenes med guddommelig visdom.
Dette forårsager i sidste ende et menneskesyn så materialistisk, at et barbari, som eksempelvis
jødeudryddelserne, muliggøres i oplysningstidens vugge.
180 Neutzsky-Wulff, Erwin 1989
181 Spengler, Oswald 1962
182 Mann, Thomas 2003
183 Dette kommer blandt andet udmærket til udtryk i værkets afsluttende sætning: ”Gud være Eders arme sjæl nådig, min
ven, mit fædreland!” Ibid. p 549
184 Horkheimer, Max og Adorno, Theodor W. 1993
185 Adornos indflydelse på værket gennem Manns anvendelse af dennes musikteori er i hvert fald hævet over enhver
diskussion. Jævnfør Mann, Thomas 2003 p 8