Fortabelse, frelse & frihed - Erwin Neutzsky-Wulffs hjemmeside

34
”Was this the face that Launcht a thousand ships, / And burnt the toplesse Towers of Ilium? / Sweet Hellen make
me immortall with a kisse: / Her lips sucke forth my soule, see where it flies. / Come Hellen, come, give me my soule
againe, / Here will I dwell, for heaven is in these lippes, / And all is drosse that is not Helena.” 116
Marlowe omtaler ikke Fausts og Helenas barn, der heller ikke nævnes yderligere i folkebogen.
Fremmaningen af Helena udgør endnu en reference til Simon Magus og folkebogens afsluttende
sætning er en eksplicitering af, at der, hos såvel Faust som Simon Magus, er tale om magi med
begrænset levetid frem for eviggyldige mirakler. Herudover viser citaterne igen modstillingen i
teksternes kvindesyn: Det handler begribeligvis om ”hor” i folkebogen og, det klinger sarkastisk,
når det refereres, hvorledes Faust blev så forelsket, ”at han knapt kunne være borte fra henne et
øyeblikk.” Hos Marlowe får man derimod et særdeles smukt vidnesbyrd om Fausts kærlighed.
Hans momentane lykke sættes yderligere i relief af den evige fortabelse, der venter i det hinsidige.
Jeg læser den trodsige hengivelse som en heroisk opsætsighed mod den uretfærdige, ortodokse
autoritet, der, som vi har set, ikke levner de fortabte noget håb om tilgivelse. Faust tager i sit
jordelivs endelighed, gennem sin kærlighed til Helena, det, der ikke undes ham af den calvinistiske
guddom i evigheden: udødeligheden og himmeriget.
Således finder også Sophia-myten vej ind i den litterære Faust-fortælling. I folkebogen er der
selvsagt tale om en misforstået eller fordrejet udgave, hvilket formentlig skyldes flere faktorer så
som et ringe kendskab til Simon Magus og gnosticismen, og/eller en negativ holdning til den
store rolle det kvindelige element her spiller i forhold til menneskehedens frelse. I denne
forbindelse skal man naturligvis erindre, at alt, der blot lugter af gnosticisme, var værre for Calvin
og Luther end Katolicisme og Islamisme tilsammen. Tro og viden er på dette tidspunkt stadig
skarpt kontrasterede, og en tro, der inkorporerer viden udover Bibelens bogstav, er naturligvis
ganske utilstedelig. Hos Marlowe ser det noget anderledes ud. Man bibringes en forståelse for
Fausts oprørske kærlighed til det kvindelige, der findes i destilleret form hos Helena. Kærligheden
eller Eros har nærmest verdensskabende kraft som hos gnostikerne og er det tætteste, det
fordømte menneske kan komme eudaimonien. Dette kan naturligvis ikke gå an under hverken
Calvin eller Luther, hvor det blotte forsøg herpå indikerer individets anløbne moralske habitus,
der, i større eller mindre grad, indebærer fortabelsen.
Delkonklusion
Således indledes altså den litterære Faust-tradition. Folkebogen formidler i samlet form de mange
verserende historier, der fortaltes om den fiktive protagonists historiske forbillede. Bogen er ment
115 Spies, Johann 1998 p 128-29
116 Bowers, Fredson (red.) 1973 p 220