Normalitet og afvigelse i det senmoderne samfund - Folkeskolen

Lærerprofession.dk – et site om lærerpraksis og professionsudvikling folkeskolen.dk 2012
12 Normalitet og afvigelse i det senmoderne samfund
Bachelorprojekt af Iben Cecilie Ipsen. April 2012
ikke accepterer kravene, vil det starte en række af individuelle foranstaltninger (Illeris m.fl., 2009:
40).
Samfundets institutioner har til opgave at forbedre individets muligheder for at begå sig i livet. En
lærer-dommer jf. Foucault (2002) skal bl.a. forbedre børns identitet og faglige kompetencer. Det
bliver i den optik et krav fra det senmoderne samfund, at subjektet kan realisere sig selv indenfor
dette kravskompleks. For eksperterne betyder det at få andre til at handle anderledes, end
subjektet selv ville have gjort. Det indebærer for individet nogle snævre muligheder for variationer
og udsving (Illeris, 2009: 46).
Centralt i det komplekse og modsætningsfyldte samfund er, at det er den enkelte som er i fokus,
og den enkelte som skal gribe, bruge og forvalte sit liv og situation. I takt med nye og modsat
rettende krav til det enkelte individ, introduceres et nyt dannelsesbegreb, hvor den enkelte skal
socialisere sig selv gennem selvdannelse (Hammershøj, 2006: 27).
3.1.2 Dannelsesopgaven et individuelt projekt i det senmoderne samfund
Thomas Ziehe (2004) opererer med begrebet selvdannelse, som et nyt vilkår for dannelsesopgaven
i takt med individualiseringen og nedsmeltningen af traditioner (Ziehe, 2004).
I et samfund med mangelfulde almene idealer vil et selvdannelsesprojekt på individets præmisser
for nogle børn betyde, at dannelsesprojektet bliver et risikofyldt projekt med ustabilitet. Den
individuelle dannelsesopgave kan resultere i, at selve identitetsopgaven kommer til at handle om
at lykkes, og leve op til at lykkes (Nielsen, 2012: 2). Ziehe (2004) ser, at den usikkerhed og den
snævre identitet som det medfører, kan betyde, at individualiteten lykkedes ved at være lig alle de
andre. Der kommer en populærkultur, som tillader de unge at lukke sig selv ude (Ziehe, 2004:
101). Det bliver den primære verden, hvor den enkelte kan selektere i de alle stedværende input
fra reality på tv, reklamer, ungdomsstjerner etc. og benytte det i opbyggelsen af egenverdner.
Egenverdenerne bruges dermed til strukturdannelsen af den mentale udrustning (Ziehe, 2004:
103). Egenverdenerne bliver målestokke for plausibilitet, meningsfuldhed og accept. De bliver til et
normativt udtryk i diverse livsområder og skolen. Målestokkene for hvad der vurderes som
genkendeligt, indlysende og acceptabelt bliver indsnævret af påvirkningen fra populærkulturen og
en mangelfuld accept af alt det, der ikke kan tilsluttes til ens egenverden (Ziehe, 2004:104).