Taxametersystemet under lup - Professionshøjskolerne - University ...

Taxametersystemet under lup
2.2 Rationalet bag taxameterstyring
Taxametersystemet opstod i slutningen af 1980’erne. Det er sigende i sig selv, at taxametersystemet
første gang beskrives i forbindelse med et oplæg, hvor principperne for fremtidens økonomistyring
beskrives på basis af tidens udfordringer. 11
De centrale problemstillinger, som taxametersystemet
blev sat i verden for at imødekomme, var således også udfordringer med omfordeling
mellem institutionsområder og behov for budgetreduktioner. På samme tid var markedslignende
styringsredskaber begyndt at vinde indpas i den offentlige sektor i Danmark og
andre vesteuropæiske lande i kraft af den såkaldte New Public Management-bølge, som drev
ind over den offentlige forvaltning.
Helt fra starten var der således et ønske om at udvikle et system, som på den ene side kunne
sikre en effektiv og retfærdig allokering af ressourcer til uddannelsesinstitutioner, og på den
anden side at udvikle et styringsinstrument, som fremmer fokus på resultatorientering og tydeliggør
det decentrale ansvar og institutionernes ledelses- og dispositionsret. I kort form var de
konkrete hensigter med indførelsen af taxametersystemet:
Incitamentsstyring: at skabe resultatorientering i styringen via tydelige incitamenter,
idet tilskuddenes størrelse knyttes direkte til det mest synlige resultatmål, nemlig produktionen
af dimittender. Hermed tilskyndes til at tilpasse kapaciteten til den aktuelle efterspørgsel
og sikre kvaliteten i ydelsen. Incitamenterne handler dermed både om kvalitet
og effektivitet.
Omfordeling: at der omflyttes midler fra områder med aktivitetsfald til uddannelser i
vækst. Formålet var her at understøtte det frie uddannelsesvalg og en tilpasning i forhold
til markedets behov.
Decentralisering og institutionel autonomi: at understøtte decentraliseringen og institutionernes
uafhængighed bl.a. ved, at institutioner med mange uddannelser vil have
mulighed for at tjene ind, hvad de mister på en uddannelse på andre vækstuddannelser
og selv at kunne disponere og prioritere midlerne i henhold til formålet.
Stærkere budgetstyring: at hindre de kroniske budgetoverskridelser, som havde været
dominerende indtil da – bl.a. ved at undgå de såkaldte udgiftsdrivende standardglidninger
som følge af, at frigjorte ressourcer ved aktivitetsfald anvendes til at forbedre standarderne
på uddannelserne som f.eks. mindskede holdstørrelser. Sådanne standardglidninger
er fordyrende og svære at fjerne igen, da de skaber forventninger og krav hos
brugerne. Dertil kommer, at taxametersystemet øger mulighederne for reelle besparelser
ved aktivitetsfald, fordi der ikke kræves en aktiv politisk beslutning om besparelse,
før den realiseres. Endelig medfører den institutionelle autonomi og ansvar, at brugen af
ekstrabevillinger i tilfælde af underskud minimeres.
11 Undervisningsministeriet, 1988.
16