Retsplejelov for Grønland - Advokatsamfundet

30. april 2008 16 Nr. 305.
oplysning, kan den bestemme, at vidneforklaring skal afgives.
Dette gælder dog ikke, hvis nægtelsen er begrundet med hensynet
til statens sikkerhed eller dens forhold til fremmede
magter.
§ 143. Præster i folkekirken eller andre trossamfund, kateketer,
der har kirkelige opgaver, læger, forsvarere, advokater
og rettergangsfuldmægtige kan ikke pålægges at afgive forklaring
om det, som de i denne egenskab har fået kendskab til,
medmindre den person, i hvis interesse de har tavshedspligt,
giver sit samtykke.
Stk. 2. Retten kan pålægge læger, rettergangsfuldmægtige
og advokater, bortset fra forsvarere i kriminalsager, at afgive
vidneforklaring, når forklaringen skønnes at være af afgørende
betydning for sagens udfald og sagens beskaffenhed og
dens betydning for vedkommende part eller samfundet gør
dette berettiget. Pålægget kan i civile sager ikke udstrækkes
til, hvad en advokat eller rettergangsfuldmægtig har fået
kendskab til i forbindelse med en retssag, som den pågældende
har ført eller rådgivet om.
Stk. 3. Retten kan bestemme, at forklaring ikke skal afgives
om forhold, som vidnet efter lovgivningen har tavshedspligt
om, og hvis hemmeligholdelse er af væsentlig betydning.
Stk. 4. Stk. 1-3 gælder også for de pågældende personers
medhjælpere.
§ 144. En parts nærmeste har ikke pligt til at afgive forklaring
som vidne.
Stk. 2. Der er heller ikke pligt til at afgive forklaring, hvis
forklaringen må antages at ville
1) udsætte vidnet selv for kriminalretlig forfølgning eller tab
af velfærd eller
2) udsætte vidnets nærmeste for kriminalretlig forfølgning
eller tab af velfærd eller
3) påføre vidnet selv eller dennes nærmeste anden væsentlig
skade.
Stk. 3. I de i stk. 1 og stk. 2, nr. 2 og 3, nævnte tilfælde kan
retten dog pålægge vidnet at afgive forklaring, når forklaringen
anses for at være af afgørende betydning for sagens udfald
og sagens beskaffenhed og dens betydning for vedkommende
part eller samfundet gør dette berettiget.
§ 145. Redaktører og redaktionelle medarbejdere ved et
skrift, der er omfattet af § 1, nr. 1, i medieansvarsloven, har
ikke pligt til at afgive vidneforklaring om:
1) Hvem der er kilde til en oplysning eller forfatter til en
artikel, eller hvem der har optaget et fotografi eller frembragt
en anden billedlig fremstilling. Sker der offentliggørelse,
er det en forudsætning for vidnefritagelsen, at
kilden, forfatteren, fotografen eller fremstilleren ikke er
identificeret i det trykte skrift.
2) Hvem et billede forestiller, eller hvem der er genstand for
omtale, når de pågældende har fået tilsagn om anonymitet.
Sker der offentliggørelse, gælder vidnefritagelsen,
blot identiteten ikke fremgår af teksten.
Stk. 2. Redaktører og redaktionelle medarbejdere ved et radio-
eller fjernsynsforetagende, der er omfattet af § 1, nr. 2, i
medieansvarsloven, har ikke pligt til at afgive vidneforklaring
om:
1) Hvem der er kilde til en oplysning eller forfatter til et
værk, eller hvem der har optaget et fotografi eller frembragt
en anden billedlig fremstilling. Udsendes oplysningen,
værket m.v., er det en forudsætning for vidnefritagelsen,
at kilden, forfatteren, fotografen eller
fremstilleren ikke er identificeret i udsendelsen.
2) Identiteten af medvirkende, som har fået tilsagn om at
medvirke uden at kunne identificeres. Udsendes en optagelse,
er det en forudsætning for vidnefritagelsen, at de
pågældende ikke er angivet ved navn, og at der er truffet
rimelige forholdsregler for at skjule identiteten.
Stk. 3. Vidnefritagelse som nævnt i stk. 1 og 2 gælder også
andre, der i kraft af deres tilknytning til skriftet eller dets
fremstilling eller deres tilknytning til radio- og fjernsynsforetagendet
eller til fremstillingen af vedkommende udsendelse
har fået kendskab til kildens, forfatterens eller den medvirkendes
identitet.
Stk. 4. Stk. 1-3 finder tilsvarende anvendelse for de massemedier,
der er omfattet af § 1, nr. 3, i medieansvarsloven.
§ 146. Angår sagen en lovovertrædelse, som er af alvorlig
karakter, kan retten pålægge de i § 145 nævnte personer vidnepligt,
såfremt vidneforklaringen må antages at have afgørende
betydning for sagens opklaring og hensynet til
opklaringen klart overstiger massemediernes behov for at
kunne beskytte deres kilder.
Stk. 2. Retten kan også pålægge de i § 145 nævnte personer
vidnepligt, hvis sagen angår en overtrædelse af kriminallovens
§ 50, stk. 1 og 2. Dette gælder dog ikke, hvis det må
antages, at forfatteren eller kilden har villet afdække forhold,
hvis offentliggørelse er af samfundsmæssig betydning.
§ 147. Retten vejleder vidner om indholdet af bestemmelserne
i §§ 142-146, hvis omstændighederne giver grund til det.
Stk. 2. Afgiver et vidne forklaring i de i §§ 142-146 nævnte
tilfælde, påser retten, at der tages særligt hensyn til vidnet eller
til den, der har krav på hemmeligholdelse. Retten kan i den
forbindelse bestemme, at dørene skal lukkes, mens der afgives
forklaring, eller forbyde offentlig gengivelse af forklaringen.
§ 148. Indkaldelse til at møde som vidne udstedes, medmindre
andet er bestemt, af den ret, hvor vidneforklaringen
skal afgives. Indkaldelsen skal forkyndes for vidnet. Udsteder
retten vidneindkaldelsen, sørger retten for, at indkaldelsen
bliver forkyndt på grundlag af de oplysninger, som vedkommende
part har givet. I kriminalsager indkaldes vidner af
politiet.
Stk. 2. Indkaldelsen skal indeholde
1) vidnets navn og adresse,
2) oplysning om formålet med indkaldelsen,
3) navnet på den ret, hvor vidneforklaringen skal afgives,
4) oplysning om tid og sted for retsmødet,
5) oplysning om det varsel, som vidnet har krav på, og
6) oplysning om virkningerne af udeblivelse.
Stk. 3. Varslet for vidneindkaldelse er 1 uge.
Stk. 4. Retten kan fastsætte et andet varsel eller pålægge
vidnet at møde straks.
§ 149. Retten kan pålægge enhver, som er til stede i et retsmøde
eller i umiddelbar nærhed af mødestedet, straks at afgive