Retsplejelov for Grønland - Advokatsamfundet

30. april 2008 17 Nr. 305.
vidneforklaring. Det kan pålægges tilstedeværende vidner at
møde på et nyt tidspunkt.
§ 150. Udebliver et vidne uden lovligt forfald eller uden i
tide at have meldt sit forfald, eller nægter vidnet uden lovlig
grund at besvare spørgsmål, kan retten
1) pålægge vidnet en bøde,
2) lade politiet afhente vidnet,
3) pålægge vidnet at erstatte de udgifter, som vidnet har forårsaget,
eller
4) pålægge vidnet en løbende bøde, i samme sag dog ikke
for længere tidsrum end 6 måneder, uafbrudt eller sammenlagt.
Stk. 2. Afgørelse om anvendelse af tvangsmidler imod vidnet
træffes af den ret, som vidnet er indkaldt til at afgive
forklaring for. Afgørelsen, som træffes ved beslutning, der
skal begrundes, kan omgøres af retten. Pålægger retten et fraværende
vidne bøde eller erstatning, skal afgørelsen forkyndes
for den pågældende. Anmodning om omgørelse af en
sådan afgørelse skal fremsættes i det første retsmøde, som
vidnet møder til, eller, hvis vidnet ikke senere møder, senest
14 dage efter at afgørelsen er forkyndt for vidnet eller kommet
til vedkommendes kundskab.
§ 151. Et vidne kan ikke undlade at møde i retten, fordi den
pågældende mener at være berettiget til at nægte at afgive forklaring
i sagen.
§ 152. Vidnet skal om fornødent genopfriske sin viden om
sagen, inden vidnet møder i retten, f.eks. ved at læse regnskabsbøger,
breve eller optegnelser eller ved at bese genstande,
som den pågældende uden omkostninger eller ulempe har
adgang til. Efterkommer vidnet ikke denne pligt, finder reglerne
i § 150 tilsvarende anvendelse.
§ 153. Inden vidnet afhøres, sikrer retten sig vidnets identitet,
og at intet er til hinder for, at vidnet afgiver forklaringen.
Retten pålægger derefter alvorligt vidnet at tale sandt og gør
vidnet bekendt med ansvaret for at afgive falsk forklaring.
§ 154. Hvert vidne afhøres for sig. Et vidne må ikke høre
forklaringer fra andre vidner, syns- og skønsmænd eller parter,
medmindre retten bestemmer andet.
§ 155. Vidnet afhøres først af den part, som har anmodet
om, at vidnet bliver afhørt. Modparten har derefter adgang til
at afhøre vidnet, hvorefter parten kan stille de spørgsmål til
vidnet, som modafhøringen har givet anledning til. Retten kan
tillade yderligere spørgsmål eller genoptagelse af afhøringen.
Stk. 2. Retten kan stille spørgsmål til vidnet. Retten kan
overtage afhøringen, hvis parternes afhøring af vidnet sker på
upassende måde eller på en måde, som strider mod bestemmelsen
i § 156, stk. 1, eller omstændighederne i øvrigt gør det
påkrævet.
Stk. 3. Retten bestemmer, hvordan og af hvem børn under
15 år skal afhøres. Den kan tilkalde en repræsentant for kommunalbestyrelsen
eller en anden egnet person til at yde bistand
under afhøringen. Retten kan yde den pågældende godtgørelse
efter reglerne i § 160, stk. 1.
§ 156. Afhøringen skal ske på en sådan måde, at den er egnet
til at fremkalde en tydelig og sand forklaring.
Stk. 2. Vidnet skal så vidt muligt have adgang til at udtale
sig i sammenhæng. Det bør fremgå af forklaringen, om den
støtter sig på vidnets egen iagttagelse.
Stk. 3. Retten afgør, om vidnet under afhøringen må benytte
medbragte notater eller andre hjælpemidler.
§ 157. Bevisførelse om et vidnes almindelige troværdighed
må kun foregå på den måde og i den udstrækning, som retten
bestemmer. Spørgsmål om, hvorvidt vidnet er tiltalt eller tidligere
straffet, stilles og besvares skriftligt. Kun retten og
parterne får oplyst svaret.
Stk. 2. Stk. 1, 1. pkt., finder tilsvarende anvendelse med
hensyn til bevisførelse om den forurettedes tidligere seksuelle
adfærd i sager om overtrædelse af kriminallovens § 77 og § 79,
jf. § 77. En sådan bevisførelse kan kun tillades, hvis den skønnes
at være af væsentlig betydning for sagen.
§ 158. Vidneforklaring under hovedforhandling refereres i
retsbogen, i det omfang retten bestemmer. Retten bør herved
tage hensyn til ønsker fra parter eller vidner og til, om referatet
kan antages at få betydning under en ny prøvelse af sagen.
Stk. 2. I øvrigt refereres hovedindholdet af vidneforklaringen.
De vigtigste udtalelser gengives så vidt muligt med
vidnets egne ord.
§ 159. Uenighed om vidneførsel afgøres efter anmodning
ved beslutning, der skal begrundes.
§ 160. Domstolsstyrelsen fastsætter regler om godtgørelse
til vidner. Den godtgørelse, et vidne har krav på, eller, hvis
den ikke kan beregnes nøjagtigt, et passende forskud skal tilbydes
betalt samtidig med indkaldelsen.
Stk. 2. Justitsministeren fastsætter regler om godtgørelse til
personer, der efter indkaldelse har afgivet forklaring til politiet.
§ 161. Hvis hensynet til fremmede magter, til statens sikkerhed
eller til opklaring af alvorlige forbrydelser taler for det,
kan retten eller politiet pålægge en person, der er afhørt som
vidne, tavshedspligt med hensyn til den pågældendes viden
om sagen.
Stk. 2. Pålægget bortfalder, når sagen er afsluttet. Pålægget
kan ophæves af retten eller politiet før dette tidspunkt. Politiets
nægtelse af at ophæve et pålæg skal efter anmodning forelægges
for retten. Den pågældende skal vejledes om adgangen
til domstolsprøvelse.
Stk. 3. Der kan idømmes foranstaltninger efter kriminalloven
for overtrædelse af et pålæg efter stk. 1.
§ 162. Reglerne i denne lov finder også anvendelse på vidneafhøringer,
der gennemføres efter anmodning fra udenlandske
myndigheder. En anmodning om at anvende en særlig
form eller fremgangsmåde bør så vidt muligt imødekommes,
medmindre dette vil være åbenbart uforeneligt med landets
retsorden.
§ 163. Skal et vidne afhøres under anvendelse af fjernkommunikation
med billede, indkaldes vidnet til at møde for
1) en ret,