Det grønne klæde Luften, duften, larmen ADHD: andre ... - Elbo

› ADHD-PROGRAM
ADHD
Hjælp til skolebørn med ADHD er ikke kun et spørgsmål om medicin eller ikke. Derimod
savnes der indsatser, som mere naturligt knytter an til den pædagogiske verden.
D
ebatten om ADHD lever stadig og er præget af en række
forskellige og modsatrettede holdninger til, hvilken rolle
diagnoser og den efterfølgende medicinering skal spille
i den pædagogiske praksis, skolen.
Line Lerche Mørck, psykolog og selv mor til en ADHDdiagnosticeret
dreng, beskrev i et debatindlæg i Psykolog Nyt
(Mørck 2009), hvordan hun som forælder havde følt sig presset på
et møde på skolen af et ultimatum om, at hendes dreng skulle i
medicinafprøvning, hvis han skulle kunne forsætte på skolen.
Og vi undrer os. Hvordan kan det være, at den videnskab, som
fagpersoner i skoleverdenen først tilbydes hjælp fra til en pædagogisk
udfordring, er den medicinske og farmakologiske? Hvorfor
søges den nødvendige viden og problemløsningsstrategi ikke først
– eller i hvert fald med samme tiltro – i den viden, som naturligt
burde være den hegemoniske i skoleverdenen, nemlig viden om
specialpædagogik og pædagogisk psykologi?
Det med medicin som hurtig løsning får os til at tænke på et
begreb fra den dramatiske verden: ”Deus ex machina”, dvs. en
usandsynlig eller kunstig karakter, genstand eller begivenhed, der
introduceres pludseligt i en bog, et teaterstykke mv. med det formål
at løse et problem eller en situation i plottet!
Lad os give et eksempel fra vores praksis på Center for ADHD
i Aarhus. Her arbejder vi blandt andet med forældretræningskurser
og hører i den forbindelse ofte fortællinger om mødet med børnehave,
skole, PPR og kommune. Mange historier er heldigvis båret
af taknemmelighed og glæde over et godt samarbejde og stor
SIDE 12 | PSYKOLOG NYT NR. 11 | 2012
med i bagagen
forståelse, men desværre er der også mere negative historier, hvor
forældrene føler sig presset til at acceptere løsninger for deres barn.
Historier, som også handler om knappe ressourcer, strukturelle
konflikter, manglende pædagogisk viden og lysten til den nemme
løsning.
Eksemplet handler om et femårigt barn, der endelig er faldet
godt til i en lille satellitbørnehave, hvor der er mulighed for at give
barnet overskuelighed, få voksne og en mindre børnegruppe at
forholde sig til. Kommunen vælger at lukke denne satellit og flytte
børnene tilbage til den store institution med alle deres støttetimer.
Barnet begynder at ændre adfærd derhjemme. Sover dårligt,
glemmer indlærte rutiner og er mere aggressivt.
Forældrene henvender sig til børnehaven og får beskeden, at
barnet ikke har ændret adfærd i børnehaven, og at det derfor nok
er noget mellem mor og barn, måske en ny trodsalder. Forældrene
vælger at kontakte sygehuset, som har udredt barnet, og derfra udskriver
lægen recepten på Ritalin omgående. Forældrene er glade
for behandlingen, for det støtter barnet meget i hverdagen, og det
kan nu sove om natten …
Vi kan ikke lade være med at sætte spørgsmålstegn ved fremgangsmåden:
Hvad ville der være sket, hvis barnet havde fået lov
til at blive i den lille satellitbørnehave? Hvad var der sket, hvis personalet
havde forstået, hvordan ADHD-vanske ligheder viser sig
forskelligt i forskellige kontekster? Hvad var der sket, hvis lægen
havde haft tid til at indkalde til et netværksmøde, før recepten blev
skrevet ud? Hvad var der sket, hvis forældrene havde fået lov til at