SIDE 14 | PSYKOLOG NYT NR. 11 | 2012 dighed er blevet beskåret, og det gælder mindst i lige så høj grad i skolen. <strong>Det</strong> er derfor mere end nogen sinde vigtigt, at børnene hjemme bringes i situationer, hvor deres voksne naturligt støtter dem i at være opmærksomme og vedholdende i leg og <strong>andre</strong> aktiviteter. Ligesom med sprog og motorik er det de fleste børn, der får det lært ved at imitere <strong>andre</strong> børn og voksne i deres naturlige miljø, men der er en lille gruppe, som ikke tager det ind på denne måde, og som har brug for en specifik støtte. I forhold til sprog og motorik har pædagogerne screeningsværktøj, som fanger de børn, der har brug for særlig træning, og de har talepædagoger og fysi-
oterapeuter at trække på, når træningen skal tilrettelægges og gennemføres. Men hvad er der af indsatser i forhold til opmærksomhedsvanskeligheder? Overgangen til skole Der blev i 2008 foretaget en lovændring på skolestartsområdet, hvor børnehaveklassen blev gjort obligatorisk (Lov nr. 369 af 26. maj 2008), og i den forbindelse kom der også en ny bekendtgørelse om indholdet i børnehaveklassen. Børnehaveklassens overordnede mål beskrives i § 1, og både i paragraffens stykke 1 og 2 læser vi lovgrundlag for at forvente, at også opmærksomhed burde tildeles særlig undervisningstid i børnehaveklassen, da det jo netop er ”en færdighed, som undervisningen i skolens grundlæggende fag kan byg ge videre på.” Som det formuleres i stykke 2: ”<strong>Det</strong> tilstræbes, at børnene som en del af den alsidige udvikling tilegner sig viden og færdigheder, som undervisningen i skolens grundlæggende fag kan bygge videre på.” (vores fremhævning, forf.) Mens sprogudvikling via den obligatoriske sproglige vurdering, også kaldet seksårs-screeningen, tildeles stor opmærksomhed i loven, skal man lede længe efter, at opmærksomhed specifikt nævnes. Først i Bilag 5 til loven, står der: ”… Undervisningen lægger vægt på, at børnene udvikler evne til at fastholde deres opmærksomhed og fordybe sig i forskellige aktiviteter, og at de lærer at skelne imellem konstruktiv arbejdsuro og forstyrrende støj.” Sjovt nok har der været fokus på, at mange børn med <strong>ADHD</strong> finder glæde ved at gå til skydning. <strong>Det</strong> kan giver god mening, for her trænes og udvikles netop evnen til at fokusere og fastholde opmærksomheden i leg, og her gives feedback og belønnes umiddelbart. Vi kunne ønske os, at man prioriterede at træne alle børns opmærksomhed mere målrettet, helt ned i vuggestuealderen, og at der var mulighed for at iværksætte særligt tilrettelagte forløb for de børn, som ikke af egen drift fik fat i, at der er gevinster at hente, hvis man forbliver opmærksom lidt længere. En god relation til forældrene Vores erfaring fortæller, at forældretræning skal være et tilbud til alle forældre, der har et barn med <strong>ADHD</strong> eller lignende vanskeligheder. Vi ved, at den forebyggelse, som ligger i forældrenes støtte til deres børn i at udvikle det, som er svært, skaber en mindre negativ tone i hjemmet, altså mindre skældud, mindre frustration og færre nederlagsoplevelser med deraf følgende udvikling af dårligt selvværd hos barnet. Et dårligt selvværd, som er med i skoletasken, når barnet begynder i skole. Vores ærinde er ikke at argumentere hverken for eller i mod medicinering af børn med <strong>ADHD</strong>-diagnoser. Vi kender også eksempler på, at medicinen er en hjælp for nogle børn. Men debatten mangler fokus på, at der som intervention også findes <strong>andre</strong> muligheder, og vores klare holdning er, at man ikke kan udlede pædagogisk handling udelukkende på baggrund af viden om diag- noser. Pædagogisk planlægning og handling må baseres både på viden om pædagogik og specialpædagogik og på viden om barnets individuelle læringsforudsætninger. <strong>Det</strong> vil sige både viden om det specifikke barns potentialer og om de vanskeligheder, en diagnose medfører. Endelig kan tilføjes vigtigheden af den voksnes tiltro til at kunne mestre situationen i samværet med barnet. Denne viden og de <strong>andre</strong> problemløsningsstrategier skal være tilgængelige for og præsenteres for fagfolk og forældre før eller som minimum på linje med den medicinsk-farmako logiske løsning. Her tænker vi på social færdighedstræning til børn, specialuddannelser af lærere og pædagoger og forældretræningskurser. Alle tre interventioner kendes i en vis udstrækning, men er ikke alle vegne almindeligt tilgængelige i Danmark. Grund til optimisme? Forældretræningsprogrammet ”De Utrolige År” er et af de fire programmer, som socialminister Karen Hækkerup ønsker udbredt til alle kommuner i Danmark. <strong>Det</strong> meldte hun ud på Kommunernes Landsforenings årsmøde i marts – noget, vi i Center for <strong>ADHD</strong> naturligvis glæder os over. Vi har i Danmark en lang tradition for forebyggende indsatser, og netop forældrekurser er et område, hvor der er evidens for effekt uden bivirkninger. Et drømmescenarium for fremtiden kunne være, at alle forældre, som står med store udfordringer i deres forældrerolle – <strong>ADHD</strong> eller ej – kunne tilbydes et kursus i ”De utrolige år”. At det er børnenes voksenrelationer, der får et boost – også gerne de professionelle relationer i børnehave og skole. Børn er forskellige, og vanskelighederne antager meget forskellig form. Forældrene skal derfor have tilsvarende forskellige muligheder for tilbud. Også tilbud, der inddrager dem som medansvarlige og aktive medvirkende til barnets udvikling og trivsel. refereNcer: Lene Straarup, psykolog Mette Holst Bertelsen, specialpædagogisk konsulent Begge ansat i Center for <strong>ADHD</strong> American Psychological Association (2005). Policy Statement on Evidencebased Practice in Psychology. Ekeland, T.-J. (2009). Hva er evidensen for evidensbasert praksis?, i: Grimen, H. og Terum, L.I. (red). (2009). Evidens basert profesjonsutøvelse, kap. 8. Oslo: Abstrakt Forlag. Foucault, M. (1980) Two lectures. I: Power/Knowledge. PSYKOLOG NYT NR. 11 | 2012 | SIDE 15
Change language