Det grønne klæde Luften, duften, larmen ADHD: andre ... - Elbo

› DEBAT
Overleverens autoritet
I
et indlæg i Politiken 19. maj 2012 med
overskriften “Taler Børnerådets formand
sin egen eller børnenes sag?”
gør vores psykologkollega John Aasted
Halse sit bedste for at skabe en selvopfyldende
profeti.
Halse er bekymret for, siger han, at den
offentlige interesse skal forskydes fra børns
vilkår til Lisbeth Zornigs person. Det har
der hidtil ikke været iagttagelige tegn på:
Tværtimod har Zornigs film (”Min barndom
i helvede”, vist i DR1 den 10. maj
2012) og hendes selvbiografi (”Zornig –
mit navn er vrede”, 2011) fået flere sagsbehandlere
til at drøfte, om de nu også opdager
de mest udsatte børn, end en hel hyldemeter
SFI-rapporter ville have kunnet
— de sidstes kvaliteter ufortalt! Men Halses
bidrag gør det muligt, at en sådan interesseforskydning
nu kan finde sted.
Den modsætning, kollega Halse postulerer,
er falsk: Bag ethvert tal i en statistik
er der en konkret skæbne. Denne skæbne
er det prisme, hvorigennem der er udsyn
til det, den konkrete skæbne også er: En
del af et alt for stort mønster.
Den centrale pointe i Zornigs film er
ansvarsforflygtigelsen – og kampen mod
fortrængningen (hendes egen og andres).
Alle har vasket hænder: “Vi så ikke. Vi
SIDE 22 | PSYKOLOG NYT NR. 11 | 2012
kunne ikke. Vi husker ikke.” Zornig er
(med et afskyeligt ord) samspilsramt. Men
John Aasted Halses eneste intellektuelle
udbytte af denne skarpt optrukne og principielle
pointe er ifølge indlægget i Politiken
det småtskårne, at hendes film er
“meget privat”.
Zornig dæmoniserer ikke sine plageånder.
I filmen konfronterer hun dem med
sin kritik, men forsvarer dem samtidig
over for tilskueren – ved at vise, at de har
haft samme modgang som hun selv, men
ikke modtaget samme hjælp. Hun har
kæmpet for at skabe et godartet forhold til
dem, der lod hende i stikken, og er lykkedes
med det. Det er håb, ikke had, der
skaber de virkelige forbedringer, og det har
Zornig forstået.
Intelligente overlevere kan være mere
effektive, både som hjælpere og som politiske
ambassadører, end professionelle som
John Aasted Halse og jeg selv. Og det er
netop overlevelsen, ikke martyriet, der er
kilden til Zornigs autoritet og til hendes
betydelige folkelige og politiske opbakning:
Hun er nationaløkonom og it-ekspert
og har været en afholdt direktør i en
socialøkonomisk virksomhed. At dette er
lykkedes, tænder et håb – både hos hendes
lidelsesfæller og hos dem, der skal hjælpe.
Om deprimerede klienter
E
n afsluttende kommentar: Jeg
fremlagde i et indlæg i Psykolog
Nyt 7/2012 en kritik af MDI –
Major Depression Inventory – benyttet
som metode i den evaluering, som
Fjeldsted og Christensen har udarbejdet
vedr. praktiserende lægers henvisning af
deprimerede patienter til psykologisk
behandling.
I et indlæg i Psykolog Nyt 8/2012
svarede Fjeldsted og Christensen på min
kritik. Jeg hæfter mig ved, at Fjeldsted og
Vores kollega gør til gengæld, hvad han
kan, for at fastholde Zornig i rollen som
offer: Halse mener, at hendes “hensigter
sikkert er gode” – men at staklen ikke behersker
sine virkemidler eller ikke magter at
styre sig. Hun burde, patroniserer han, tage
ved lære af os psykologer og adskille det
professionelle og det private. Her kommer
behandlerens besserwissen for en dag,
tillige med bureaukratens bornerthed!
Børnerådet har mange opgaver og en
organisatorisk struktur, der er egnet til at
stimulere (snarere end at bilægge) eventuelle
interne konflikter. Zornig har truffet et
politisk valg og gjort det med åbne øjne: I
et land, hvor den ene undersøgelse efter
den anden har dokumenteret, at langt de
fleste børn har det godt, mener hun, at
Børnerådet i en periode bør koncentrere
sig om de mest udsatte. Det er legitimt, at
Halse (med sin professionelle baggrund
som behandler og bureaukrat) er uenig.
Men i så fald bør han fremføre politiske
argumenter — ikke vulgærpsykologiske.
Fremragende soli udelukker ikke gedigent
ensemble-spil. Zornig har skabt et
momentum – og hvis kollega Halse havde
haft nogen musikalitet i livet, havde han
både kunnet udnytte og udvikle dette.
Nikolaj Lunøe
Christensen: 1. anerkender, at der er tvivl
om metodens validitet (MDI er ikke valideret
i Danmark); 2. opfordrer til, at konklusionerne
bruges med varsomhed; 3.
støtter, at praksis undersøges grundigere.
Kim Gabriel Hansen