Laboratoriekursus Biologi B-niveau - KVUC

Øvelse 8 - Regulering af åndedrættet
2) Teori
Afstanden mellem blodet i kapillærerne og luften i alveolernes indre er mindre end 0,001
mm, og luftskiftet sker ved diffusion gennem den tynde væg. Ilttrykket er større i
alveoleluften end i blodet, og derfor diffunderer der iltmolekyler fra alveolerne over i
blodet, indtil trykforskellen er udlignet. Kuldioxid diffunderer den modsatte vej, fordi
denne luftart findes i større koncentration i blodet end i alveoleluften.
I hvile indeholder indåndingsluften ca. 21 % ilt og 0,04 % kuldioxid, mens
udåndingsluften indeholder ca. 16,3 % ilt og 4,5 % kuldioxid.
Vejrtrækningen
Under indåndingen, når brystkassens rumfang øges, falder lufttrykket i de udspilede
alveoler, og atmosfærisk luft strømmer ind, til trykforskellen er udlignet. Ved almindeligt
roligt åndedræt sker indåndingen især ved, at mellemgulvet afflades. Det hvælver sig i
hvile op i brysthulen med de to kupler, som lungerne hviler på, men når dets muskulatur
trækker sig sammen, afflades det, så brysthulens rumfang øges på bekostning af
bughulens. Cirka 75 % af lungeudvidelsen under en almindelig indånding skyldes dette
såkaldte bug- eller abdominalåndedræt. Resten skyldes hovedsagelig de små muskler
(musculi intercostales externi), der løfter ribbenene og derved øger brystkassens
dybde. Dette bryst- eller kostalåndedræt dominerer hos kvinder og børn, mens
abdominalåndedrættet er dominerende hos mænd. Ved forceret åndedræt medvirker
mange andre muskelgrupper, bl.a. hals-, bryst- og rygmuskler.
I hvile er udåndingen normalt en rent passiv proces, idet åndedrætsmuskulaturen slapper
af og brystkassens rumfang mindskes ved at de elastiske lunger trækker sig sammen og
presser luften ud. Ved forceret åndedræt bidrager bugvæggens muskler og muskler, der
trækker ribbenene nedad (musculi intercostales interni), til at fremskynde udåndingen.
Åndedrætsmusklerne, der er tværstribet, er under viljens kontrol. Man kan ændre
vejrtrækningens rytme og dybde og holde vejret en kortere tid.
Men normalt styres vejrtrækningen autonomt og ubevidst fra åndedrætscentret i
hjernestammen.
Åndedrætscentret er opbygget med overlappende centre for inspiration (indånding) og
eksspiration (udånding) i den forlængede marv og overordnede centre i pons (hjernebroen),
og dets funktion er ikke fuldt klarlagt.
Strækreceptorer
Forenklet kan man sige, at det regelmæssige åndedræt styres af strækreceptorer i
lungerne. Vejrtrækningen holdes i gang af spontane nerveimpulser fra inspirationscentret
til åndedrætsmusklerne, der udvider brystkassen og dermed lungerne. Ved udvidelsen
strækkes sanselegemer, strækreceptorerne, i bronkiolernes vægge, og de reagerer med
impulser, der undertrykker inspirationscentret, så åndedrætsmusklerne slapper af og
lungerne trækker sig sammen igen. Når strækreceptorerne indstiller deres
impulsudsendelse, afgiver inspirationscentret en ny impulsbølge osv.
Tilpasningen af åndedrættet til organismens skiftende behov sker ved hjælp af
kemoreceptorer, der reagerer på blodets indhold kuldioxid (CO 2) og på blodets
surhedsgrad (pH) samt i mindre grad opløst ilt (O 2).
51