Vejledning om lovkvalitet - Justitsministeriet - Publikationer

Vejledning om lovkvalitet
b. Den formelle systematik.
Der bør normalt være en stærk opdeling af lovteksten i paragraffer og stykker mv.
Det er således en almindelig erfaring, at forholdsvis mange, men kortfattede, paragraffer
og stykker mv. er væsentlig lettere at tilegne sig end færre, men mere
omfattende. Som almindelig regel bør en paragraf sjældent omfatte mere end 3-4
stykker. I stedet bør det overvejes at dele den op i fl ere paragraffer.
Ved større love – i almindelighed love med mere end 15-20 paragraffer – vil en
hensigtsmæssig opstilling normalt forudsætte, at lovens enkelte paragraffer deles
op i kapitler, inddelt efter emner og med hver deres overskrift.
Kapiteloverskrifterne er en del af lovteksten. De bør derfor på samme måde
som den øvrige lovtekst affattes så præcist og omhyggeligt, at de ikke i sig selv
giver anledning til fortolkningsspørgsmål. Kapiteloverskrifter bør være korte.
Indholdstomme overskrifter (»indledende bestemmelser«, »generelle bestemmelser«,
»afsluttende bestemmelser«) bør dog i almindelighed undgås.
Inden for de enkelte kapitler kan det ofte være hensigtsmæssigt med selvstændige
overskrifter over de enkelte paragraffer eller grupper af paragraffer. Ved meget
omfattende love kan det være nødvendigt at samle de enkelte kapitler under
afsnit i loven.
Der henvises i øvrigt til Loven, side 16 ff.
2.2.2. Sproget i lovteksten.
Kravet om klarhed mv. i lovgivningen knytter sig i første række til selve lovteksten.
Det gælder navnlig, hvor loven giver myndighederne mulighed for at foretage
indgreb over for borgerne i form af f.eks. straf, konfi skation, tilbagekaldelse af
offentligretlige tilladelser, opkrævning af skatter og afgifter mv., og hvor der derfor
er et særligt behov for forudsigelighed i retstilstanden.
Også i øvrigt er det et grundlæggende element i lovkvalitet, at enhver, som lovteksten
henvender sig til, så vidt muligt let skal kunne læse og forstå den.
Det er vanskeligt mere generelt at give præcise retningslinier for lovsproget. Det
helt centrale er, at formen er enkel, kort og præcis med hensyn til såvel ordvalg
som sprogstil, og at sætningerne er korte og klare. Indskudte sætninger bør undgås,
og hovedudsagnet bør anbringes så tidligt som muligt i sætningen.
Et begreb bør overalt i lovteksten betegnes med samme udtryk, og anvendte
udtryk bør så vidt muligt være almindelige kendte (og bruges i deres normale betydning).
Heri ligger også, at udtryk, der ofte forekommer i lovgivningen (f.eks.
»den offentlige forvaltning«), så vidt muligt bør anvendes i samme betydning som
i anden lovgivning. En sådan harmoni i begreberne er egnet til at undgå misforståelser
og uklarheder i retsanvendelsen.
Der bør ikke anvendes fremmedord, hvis et almindeligt kendt dækkende udtryk
fi ndes, og tekniske udtryk, dvs. udtryk, som er udviklet og overvejende anvendes
inden for en snæver fagkreds, bør så vidt muligt undgås. Sådanne udtryk bør i
12