Vejledning om lovkvalitet - Justitsministeriet - Publikationer

Vejledning om lovkvalitet
Det må omvendt understreges, at selvinkrimineringsforbuddet ikke er til hinder
for, at der i en lov indsættes strafsanktionerede bestemmelser om oplysningspligt
for borgerne som led i almindelig kontrol eller tilsyn fra myndighedernes side.
Bestemmelsen i § 10, stk. 1, i lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb
og oplysningspligter bygger bl.a. på artikel 6 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. I den
pågældende lovbestemmelse fastslås det, at en person, som mistænkes for en lovovertrædelse, der kan
medføre straf, ikke i medfør af den øvrige lovgivning vil have pligt til at meddele oplysninger til en
forvaltningsmyndighed, medmindre det kan udelukkes, at de oplysninger, der søges tilvejebragt, har
betydning for bedømmelsen af den formodede lovovertrædelse.
b. Forbud mod straffelovgivning med tilbagevirkende kraft (konventionens artikel
7).
Artikel 7 har følgende ordlyd:
»Stk. 1. Ingen kan kendes skyldig i et strafbart forhold på grund af en handling eller undladelse,
der ikke udgjorde en forbrydelse efter national eller international ret på det tidspunkt, da den blev
begået. Der kan heller ikke pålægges en strengere straf end den, der var anvendelig på det tidspunkt,
da lovovertrædelsen blev begået.
Stk. 2. Denne artikel er ikke til hinder for, at en person domfældes og straffes for en handling eller
undladelse, der på det tidspunkt, da den blev begået, var en forbrydelse ifølge de af civiliserede nationer
anerkendte almindelige retsprincipper.«
Bestemmelsen indeholder et forbud mod domfældelse for forhold, der ikke udgjorde
en forbrydelse på det tidspunkt, hvor det blev begået. Den forbyder endvidere
idømmelse af en strengere straf end den, der var anvendelig på det tidspunkt,
hvor den strafbare handling blev begået.
Bestemmelsen sætter i den forbindelse også grænser for, hvor vage eller upræcise
straffebestemmelser kan være. En bestemmelse, der defi nerer en forbrydelse,
skal således være tilstrækkelig klar og præcis. Borgerne skal – med en rimelig
grad af sikkerhed – kunne forudse, hvilke handlinger og undladelser der vil kunne
medføre strafansvar.
Det er ved udarbejdelsen af strafsanktionerede regler meget væsentligt at være
opmærksom på de krav til præcision mv. i gerningsindholdet, der således følger af
bestemmelsen. Dette er i praksis ikke mindst relevant i tilfælde, hvor et EU-direktiv
gennemføres ved inkorporering, og hvor der samtidig fastsættes regler om straf
for overtrædelse af direktivets bestemmelser. I så fald må der tages stilling til, om
direktivets bestemmelser i sig selv opfylder kravene i artikel 7, eller om det vil
være nødvendigt at udforme en mere detaljeret straffebestemmelse i loven eller
bekendtgørelsen.
c. Forbud mod diskrimination (konventionens artikel 14).
Artikel 14 har følgende ordlyd:
36