Vejledning om lovkvalitet - Justitsministeriet - Publikationer

Vejledning om lovkvalitet
a) det tidspunkt, fra hvilket myndighederne kan anvende loven (håndhævelsestidspunktet),
og
b) det tidspunkt, fra hvilket kendsgerninger afføder retsvirkninger i overensstemmelse
med loven (gyldighedstidspunktet).
Det antages, at en lov først kan håndhæves, når den er vedtaget, stadfæstet og
kundgjort.
Grundloven antages derimod ikke at være til hinder for, at en lov bestemmer, at
den skal fi nde anvendelse på forhold, som ligger forud for dens formelle ikrafttrædelsestidspunkt
(håndhævelsestidspunktet). I sådanne tilfælde, hvor gyldighedstidspunktet
indtræder på et tidligere tidspunkt end håndhævelsestidspunktet,
taler man om, at loven har »tilbagevirkende kraft«.
Der kan således ikke i almindelighed antages at gælde nogen retlig begrænsning
i lovgivningsmagtens frihed til i den enkelte lov at træffe bestemmelse om
lovens gyldighedstidspunkt, herunder at give den tilbagevirkende kraft. Det følger
dog af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 7, at straffebestemmelser
kun i helt ekstraordinære tilfælde kan tillægges tilbagevirkende kraft,
jf. pkt. 4.2.4.b ovenfor. Endvidere vil bebyrdende lovgivning i øvrigt med tilbagevirkende
kraft efter omstændighederne kunne indebære et ekspropriativt indgreb,
jf. pkt. 4.2.2.b ovenfor.
Det må herudover fremhæves, at det ud fra almindelige retssikkerhedsmæssige
betragtninger kan give anledning til væsentlige principielle betænkeligheder at
gennemføre bebyrdende love med tilbagevirkende kraft. En sådan fremgangsmåde
bør derfor kun benyttes, når afgørende hensyn gør det påkrævet, og således at
det tidsrum, hvori loven har tilbagevirkende kraft, bliver så kort som muligt.
Baggrunden for de anførte retssikkerhedsmæssige betænkeligheder kan noget
forenklet beskrives således, at enhver borger i princippet bør være i stand til at
sætte sig ind i retsregler, der til enhver tid tilsigter at regulere hans adfærd, således
at den enkelte bliver i stand til at indrette sig herpå. Et sådant sikkert kendskab til
indholdet vil i princippet først kunne opnås, når lovgivningsproceduren er tilendebragt,
og loven er kundgjort. Vælges et tidligere gyldighedstidspunkt, vil der – selv
om borgerne måtte have kendskab til indholdet af lovforslaget – bl.a. kunne opstå
usikkerhed med hensyn til, om forslaget gennemføres, og om den endelige lovs
nærmere ordlyd.
I praksis har adgangen til at fastsætte et gyldighedstidspunkt, der ligger tidligere
end lovens kundgørelse, navnlig været benyttet i forbindelse med love om
afgiftsforhøjelser mv. (stempelafgift, vægtafgift og lign.) for at hindre spekulation,
der kunne modvirke formålet med loven i tidsrummet fra lovforslagets fremsættelse
og indtil kundgørelsen af den vedtagne lov.
40