Viden og evidens i forebyggelsen - Sundhedsstyrelsen

2 Vidensbegreber og videnskaber:
Nye veje til kundskab?
Kirsten Hastrup
Professor, Institut for Antropologi, Københavns Universitet
Viden og evidens er vigtige ord i videnskaben. De er naturligvis ikke mindre
væsentlige i forbindelse med forebyggelsesprogrammer, der er udtryk for
videnskabens praktiske engagement i verden, og som sådan må kunne
begrundes i sikker viden. Mit ærinde her er at diskutere det vidensbegreb, vi
sædvanligvis betjener os af, og på den baggrund vil jeg kort diskutere, hvad
der kendetegner videnskabelig viden. I den forbindelse vil jeg diskutere
evidensproblemet og spørgsmålet om de forskellige videnskabelige
retningers forhold til evidens. Til slut vil jeg vende tilbage til spørgsmålet
om nye veje til kundskab.
Det er klart, at med kun ti sider til rådighed, kan man ikke føre belæg for alle
sine ord, men de hviler solidt på det, vi er begyndt at kalde en
vidensantropologi - og som på mange måder både fortsætter og
rekontekstualiserer videnssociologien og -filosofien, som begge er velkendte
discipliner. Vidensantropologi er måske et nyt ord, men den er baseret på en
indsigt i enhver videns historicitet, der er akkumuleret gennem mere end
hundrede års antropologisk interesse for alskens vidensformer (Hastrup, i
trykken).
2.1 Viden: Objekter og relationer
Ser vi først på viden som sådan, så kan vi indledningsvis sige, at viden er
organiseret information; organiseringen betyder, at viden er både reduktiv og
selektiv (Schmidt 1991:17). Den er reduktiv, fordi den reducerer en empirisk
kompleksitet til klare, men derfor også mere begrænsede, udsagn om verden,
og den er selektiv, fordi den må se bort fra noget for at være viden. Når vi
skal undersøge vores vidensbegreb, må vi altså ikke alene være opmærksom
på sagen, eller verden, om man vil, men også på sagsforholdet. Viden er
altid en viden-om-noget fra et særligt perspektiv og dermed et socialt forhold
snarere end en substans (ibid.: 18). Hvis man skal kunne hævde sin autoritet
inden for et givet område af videnskaben, må man kunne redegøre for det
sagsforhold, der giver den særlige viden retning og form. For antropologiens
vedkommende kan vi se, hvordan sagsforholdet er snævert forbundet med
den komplekse metode, som har det etnografiske feltarbejde som
omdrejningspunkt (jf. Hastrup 2003a). Feltarbejdet indebærer, kort fortalt, at
man søger viden ved at placere sig selv i et netværk af sociale relationer. Det
er dog ikke metoden som sådan, der definerer antropologien, men den
særlige måde at erkende verden på, som metoden indebærer.
Siden oplysningstiden har vi i den vestlige verden levet med et
encyklopædisk vidensbegreb, der eksplicit eller implicit har været styrende
for den videnskabelige bestræbelse, som også antropologien udsprang af.
Viden og evidens i forebyggelsen
9