Viden og evidens i forebyggelsen - Sundhedsstyrelsen

Hvad er et sundhedsskadeligt lokalsamfund, og hvordan sniger det sig
ind under huden?
Svaret skal tilsyneladende findes i en kombination af fire forskellige
processer (Taylor et al. 1997; Kawachi & Berkman 2000).
Den første proces er, at lokalsamfundet kan have så mange stressbelastninger
og så få muligheder for at få kontrol over sin tilværelse, at beboerne sættes
under konstant risiko for at udvikle sygdom. Den anden proces er, at nogle
lokalsamfund er så belastende, at de åbenlyst bidrager til udvikling af
psykisk sygdom. Den tredje proces er, at beboere i nedslidte og socialt
belastede lokalsamfund udvikler uhensigtsmæssige copingformer og
skadelig sundhedsadfærd. Hvis man bor i et område præget af utryghed og
manglende tillid, er det ikke så oplagt at søge hjælp og støtte hos naboer, og
søgning af hjælp og støtte er netop en sådan copingform. Der er flere studier,
som viser særlig ophobning af rygning, alkohol- og stofmisbrug i visse
bydele. En sådan ophobning kan fortolkes på mange måder: Det kan være en
selektionsproces, fx at stofbrugere søger ind i bydele, hvor de har størst
chance for at finde en pusher og for at finde en nedslidt bolig. Det kan også
være en lokalsamfundspåvirkning, dvs. at selve det sociale miljø øger
risikoen for at blive stofbruger.
Det er en pointe, at sådanne lokalsamfundspåvirkninger også rammer de
grupper, der traditionelt har en sundere levevis, fx at funktionærer og
højtlønnede (som ryger mindre end arbejdere og lavtlønnede) bosat i
arbejderkvarterer ryger mere end funktionærer og højtuddannede bosat i
funktionærkvarterer. Frohlich et al. (2001) ser hele livsstilen, herunder også
sundhedsadfærden, som en social praksis, der udvikles i det miljø, hvor man
bor eller færdes.
Den fjerde proces er alle de sociale mekanismer, der får et samfund eller
lokalsamfund til at hænge sammen, til at være noget andet og mere end blot
en samling af individer. Det sidstnævnte forhold har mange navne i moderne
sociologi og sundhedsforskning, fx empowerment, collective efficacy eller
social kapital.
Social kapital
Social kapital defineres som omfanget af gensidighed, normer om gensidig
hjælp, tillid og andre kendetegn ved den sociale struktur, som er en ressource
for det enkelte menneske og fremmer den fælles indsats (Kawachi &
Berkman 2000). Social kapital er et aspekt af den sociale struktur, især dens
sociale sammenhængskraft eller solidaritet. Den sociale sammenhængskraft
har to dimensioner, dels de uformelle sociale bånd mellem mennesker og
dels de bånd, som på en mere formel måde knytter mennesker til samfundet,
fx via skolen, arbejdspladsen, klubber og foreninger.
Som andre former for kapital er den produktiv: Den gør det lettere at nå
visse mål, og man kan bruge af den. I modsætning til andre former for
kapital bliver der ikke mindre af den, når den bliver brugt, der bliver mere af
Viden og evidens i forebyggelsen
61