Viden og evidens i forebyggelsen - Sundhedsstyrelsen

3 Evidens, viden og sundhedsfaglig
praksis i filosofisk perspektiv –
eller faren ved at være mere katolsk end
paven
Uffe Juul Jensen
Professor ved Institut for Filosofi, Aarhus Universitet
Der er næppe noget ord, som i disse år har større udbredelse i talen om
medicin og sundhedsfaglig praksis end ordet ’evidens’. Umiddelbart kan det
godt overraske. Evidens er ikke noget medicinsk eller sundhedsfagligt
begreb. Men sådan som det anvendes, får man normalt det indtryk, at det er
et teknisk fagudtryk, og at det har et klart indhold, der ligger hinsides vort
dagligsprogs mere vage udtryk.
Gud og hver mand bekender sig til idealet om evidensbaseret medicin. I
faglige såvel som politiske sammenhænge er evidensbaseret medicin blevet
et slogan, som applauderes af de fleste og tåles af resten. I de
paramedicinske professioner opfattes evidensbasering ofte som et brækjern,
der skal åbne en breche i medicinens akademiske fæstning, så man kan
trænge ind i den og måske endda vinde anerkendelse blandt dem, der råder
her.
Slogans og feltråb skal samle og begejstre, men de kan rumme farlige
forsimplinger. Det gælder også feltråbet om evidensbaseret medicin. Selve
udtrykket ’evidensbaseret medicin’ er tvetydigt. Det leder umiddelbart
tanken hen på noget positivt og tillokkende: en sundhedsfaglig behandling af
den enkelte patient med de bedste begrundelser for, hvad der er godt for
dette menneske i netop denne situation. Men det kan også betyde noget
andet. Udtrykket kan henvise til en medicinsk forskning, hvor de generelle
hypoteser om, hvad der er årsager til bestemte sygdomme, og hvad der -
generelt - er en effektiv behandling af en bestemt sygdom, er underbygget
efter bestemte anerkendte videnskabelige kriterier. Det er ’evidens’ i den
sidstnævnte betydning, som har været i fokus for den videnskabelige
diskussion i medicinen gennem de seneste 30-40 år. Men det er interessen
for, hvordan vi kan bedre behandlingen af det enkelte menneske eller
bestemte grupper af mennesker, som er drivkraften i den bredere interesse
for evidensbasering. Som det vil fremgå, kan man imidlertid ikke
konkludere, at generelle hypoteser om behandlingseffekt, som vi har
dokumentation (videnskabelige evidens) for, også i sig selv er ’den bedst
tilgængelige evidens’ for, hvordan et bestemt menneske skal behandles i en
given situation.
3.1 At være mere katolsk end paven
Jeg var for et par år siden inviteret til at forelæse om evidensbaseret medicin
på ergoterapeuternes verdenskongres i Stockholm. Jeg gjorde bl.a. gældende,
Viden og evidens i forebyggelsen
19