Viden og evidens i forebyggelsen - Sundhedsstyrelsen

indtil man vidste alt. Evelyn Fox Keller citerer en fysiker, der i denne ånd
sammenligner viden med en stadigt ekspanderende sfære af lys på baggrund
af mørke; dens eneste retning er udad, og den vokser naturligt, fordi viden
vil frem (Keller 1992: 81). Denne tillid til videns egen vilje har i nogen grad
forhindret videnskaben i at se både sin egen retning og sin egen historicitet.
Der ligger jo i det, at det, vi ikke ved i dag, kan vi få at vide i morgen. Det er
et synspunkt på viden, som Ian Hacking kalder ’menu-synspunktet’, og som
gør det ligegyldigt, om vi vælger den ene eller den anden ret i dag, fordi vi
altid kan vælge den anden i morgen (Hacking 1987: 238). Valget af
videnskabeligt objekt (og aktuel viden) har ingen alvorlige konsekvenser for
den mulige viden i denne model, der er snævert forbundet med den
skolastiske opfattelse af videnskaben, som Bourdieu har beskrevet (Bourdieu
2000). Den skolastiske videnskab søger en viden, der angiveligt er
kontekstfri og baseret på en undersøgelse af verden fra et sted, der i en eller
anden forstand er hævet over den eller uden for den. Det svarer til den
vidensfilosofiske position, man har kaldt metafysisk realisme (Putnam 1981;
1990). Universiteterne har i konsekvens heraf set sig selv som neutrale
tænkekollektiver og har overset, at deres teoretiske viden altid havde størst
effekt, når den blæste samme vej som de dominerende tendenser i
samfundet. Med andre ord, når den frembragte viden havde en særlig retning
og gav anledning til en ny praksis. Den naturaliserede objektvidens værdi er
således tydeligt underordnet sin egen relation til samfundet.
Den store kløft mellem teoretisk og praktisk viden lader sig ikke længere
opretholde. Slet ikke i samfundsvidenskaberne, der altid er fanget i det,
Giddens kalder et dobbelt hermeneutisk forhold til sit objekt (e.g. Giddens
1986: 374). Det indebærer en konstant glidning mellem lægfolks begreber og
videnskabelige begreber om samfundet. Denne konstante glidning mellem de
to domæner underminerer i sig selv det tidligere anførte menusynspunkt på
viden; valget af emne har konsekvenser ikke alene for et fags eller et
instituts forskningsprofil, men også for samfundet og for kommende
muligheder for at stille nye spørgsmål. Tiden udjævner ikke de forskelle,
som valgene medfører; historien er nemlig gået videre, og verden er blevet
en anden bl.a. i kraft af de (videnskabelige) valg, der tidligere blev truffet.
Derefter er det ikke muligt at forholde sig til den på samme måde som før.
Ligesom man kan hævde et ideal om sandhed, kan man dog også hævde
et ideal om autonomi, men man kan ikke se bort fra, at videnskab ligesom
andre former for organiseret viden altid er både autonom og en del af
historien, både teoretisk og praktisk. Det, vi ved, kan ikke adskilles fra
det, vi kan vide (Keller 1992: 85). Som William James (1991: 87) har
sagt det, så er der ingen forskelle i abstrakt sandhed, der er betydningsløse
i det konkrete. Det gælder også de videnskabelige landvindinger, at de i
en eller anden forstand må have konkrete virkninger, for overhovedet at
fortjene navn af landvindinger. De må kunne forbindes med konkrete
løsninger, nye muligheder eller alternative historiske fortolkninger, der vil
omkonfigurere gældende viden. Videnskabelig viden må på én gang finde
genklang og være ny, hvis den skal bryde nye veje.
Viden og evidens i forebyggelsen
12