Projektet kan læses her - Ungegruppen

at mennesket får bekræftet følelsen af at være noget værd ved at blive accepteret af
andre mennesker, som det er. Gruppearbejde kan ifølge Heap altså være
hensigtsmæssigt for personer, der har svært ved at møde bekræftelse og accept andre
steder. Dette lægger sig op ad Honneths tanke om, at selvrealisering sker via et
gensidigt anerkendelsesforhold gennem interaktion. Spørgsmålet er så bare, om
Ungegruppen kan bidrage til en berigelse af identiteten.
Hiv-rådgiveren beskriver Ungegruppen som ”et meget nærende rum, hvor man må være
akkurat lige som man er” 153 , hvilket underbygger den solidariske anerkendelses tanke
om at acceptere den enkelte på baggrund af alle dennes individuelle egenskaber. Hvad
der ifølge Goffmans termer sker i en sådan gruppe er, at der for den hiv-smittede i
modsætning til i andre kontekster er en kongruens mellem den tilsyneladende og den
faktiske identitet 154 . Hiv udgør i Ungegruppens kontekst ikke noget stigma, da selve det
at have hiv er et krav for at deltage i gruppen. Hvor Goffman i alle sociale situationer
skelner mellem de normale og de stigmatiserede, er alle som udgangspunkt normale i
Ungegruppens regi, da hiv ikke anses for værende en degraderende egenskab. Det, at
alle opfattes som ’normale’, kan overføres til det Heap kalder ’almengørelse’ 155 , hvilket
er med til at afhjælpe isolation og afvigelse.
”Uanset hvad kunne man bare smide sine hæmninger på eller anden
måde, som man ikke kan ellers, fordi alle bare ved det” 156
Jack underbygger her hiv-rådgiverens påstand om, at man i Ungegruppen kan være
præcis, som man er. Dette bevirker, at ’indtrykskontrol’ 157 , at skjule egenskaber ved sig
selv, ikke bliver aktuelt for den hiv-smittede, hvorfor anerkendelsen i en sådan kontekst
vil være reel og ikke kun førnævnte ’skinaccept’ 158 . At den solidariske anerkendelse
rent faktisk er til stede, understreger Jack også på følgende vis:
153 Interview med hiv-rådgiveren
154 Hviid Jacobsen & Kristiansen (2002) s. 134
155 Heap (2005) s. 38
156 Interview med Jack
157 Hviid Jacobsen & Kristiansen (2002) s. 92
158 Hviid Jacobsen & Kristiansen (2002) s. 140
47