Projektet kan læses her - Ungegruppen

derhen, kommer der til at ske en masse. Så ikke så besværligt, men man skal lige have metoderne ind og
mærke, at det faktisk er noget, der kan hjælpe. Så sker der noget.
I: Hvad tror du, der er den største grund til, at der er så meget stigmatisering forbundet med at have
hiv?
IP: Det handler om seksualitet. Det er jeg slet ikke i tvivl om. Det er den eneste store grund til, at hiv
adskiller sig fra andre kroniske sygdomme (…) og når det bliver ved med at adskille sig fra andre
kroniske sygdomme, så er det fordi, at vi ikke bare kan sige ’Hey, jeg har fået hiv. Det har jeg fået ved at
bolle mig til det’ Det er der jo ingen, der vil påtage sig. Der er jo heller ikke nogen, der fortæller, at de har
fået kønsvorter, herpes, gonore eller syfilis. Det er skamfuldt, når det handler om seksualitet. Det at vi har
en seksualitet, ved alle jo, men det er bare ikke noget vi snakker om. Så når hiv adskiller fra andre, så er
det på grund af seksualiteten. Det er simpelthen i orden, at vi har en blufærdighedsgrænse, og sådan har
det altid været. Jeg tror ikke på, at det bliver meget anderledes. Det er ganske uhørt at sidde og snakke
hen over middagsbordet om, hvem man var sammen med i går og hvordan og om man brugte dit eller dat.
Det gør man ikke, og det er okay, fordi det er meget privat. Men fordi vi har de privatsfære omkring os og
omkring seksualitet, kan vi ikke komme det helt til livs. Vi kan arbejde med det, og vi kan prøve at
snakke om, om man har gjort noget, som andre ikke ville have gjort. Det har man jo ikke. Alle har en
seksualitet på en eller anden måde. Så på den måde kan man være med til at afdramatisere, og give nogle
fakta oplysninger, men man kan ikke fjerne, at seksualitet bare ikke er noget, vi snakker om. Og det er
det, der adskiller hiv fra andre sygdomme. Man er mere uskyldig, hvis man får kræft, sklerose, diabetes
og hvad der ellers kan komme til os. Det er sådan noget, som kommer ud fra. Med hensyn til hiv har du
selv gjort noget, og det er noget vi ikke snakker om. Så der er en mening med galskaben, når der bliver
ved med at være så meget stigma omkring det. Vi kan blive bedre til at tale om det. At det er dét, der sker.
Og det synes jeg, at vi bør, alle os, der kan snakke om det. Man bør være med til at sætte dagsorden for, at
det kommer på tapetet. På den måde få det afdramatiseret. Jeg tror, at man angstreducerer meget i vores
samfund, hvis vi oplyser, hvordan det smitter og ikke smitter. Påtal det. Påtal det. Påtale det hele tiden, så
tror jeg, at der kan ske en ændring.
I: Men du mener stadig, at det stigma aldrig helt kan forsvinde?
IP: Det kan jeg jo ikke sige… nej det er ikke det, jeg siger. Jeg tror mere, at jeg siger, at det er grundet
seksualitet, at der er stigma forbundet med hiv. Og jeg håber ved gud, at man kan komme meget længere,
og det tror jeg man kan, hvis man bliver ved med at oplyse om, hvordan hiv egentlig smitter. Hvad det er
for en størrelse. Der er rigtig mange, der siger, at de har fulgt med i medierne. Jeg snakker tit med dem,
der ikke er smittede, når de kommer sammen med en smittet, og skal snakke om seksualitet. På en
tidspunkt skal vi have den smittede udenfor døren, for ellers går der hensynsbetændelse i det, og så tør
man ikke spørge helt konkret, fordi man er bange for at såre den, der er smittet. Så ved at smide den
smittede ud, og tage en snak om, hvad der rører sig, og når de helt 100% procent stoler på mig og hvad
jeg fortæller om smitteveje, hvad man kan gøre, hvad man ikke kan gøre. Hvad det er for en seksualitet
man holder af, og hvordan man kan bibeholde det uden, at der kommer hiv med. Vi snakkes helt ned i
små detaljer om kropsvæsker og sæd. Så finder de ud af, at de jo godt kan gøre det, de holder af bare de
gør det på en bestemt måde. Så kan de gå med oprejst pande, uden at være bange for at blive smittet med
hiv. Når jeg kan se, at det kan lykkes, er det fordi det foregår i en en-til-en-dialog. Hvis jeg skulle stå
foran 200 og fortælle i detaljer om, hvad det er for nogle væsker, så ville nogen skamme sig over, at de
godt kan lide oralsex, og andre ville skamme sig over, at de godt kan lide analsex osv. Så der kan du ikke
få budskabet ud på samme måde, som hvis du sidder i en meget fortrolig samtale bare to eller tre
personer, hvor de må spørge uden at tage hensyn til den, der er smittet. Så går det altså meget bedre. Der
kan man komme stigmatisering til livs, fordi det handler om uvidenhed og angst for at blive smittet og
seksualitet, som vi ikke snakker om. Men det er jo også svært, for der er jo ingen medier, som vil være
med til at beskrive det her i detaljer.
85